Efter tre år uden festivaler sker det endelig. Denne sommer er Roskilde Festival, NorthSide, Smukfest, Tinderbox, Jelling Festival og alle de andre tilbage for fuld skrue.
Hold nu op, jeg glæder mig som et lille barn. Jeg forestiller mig, jeg langtfra er den eneste.
To år med corona har om noget lært os betydningen af at stimle sammen, mødes, feste og høre musik – og endelig kan vi gøre det igen.
Forleden drak jeg en øl med en god ven, og vi talte om, at vi nærmest ikke kan huske, hvordan det faktisk føles at stå der foran en stor scene og skråle med på sit yndlingsnummer, mens flokken ved siden af skiftevis skubber og spilder fadøl på ens sko. Nu glæder jeg mig næsten lidt til, at nogen i festivalkådhed spilder den fadøl udover mig.
Vi har også lykkeligt glemt, hvor ekstremt træls det er at vågne op i et telt, der i nattens mørke har forvandlet sig til et mindre badebassin, mens luftmadrassen er punkteret, og tømmermændene banker på. Selv dét glæder jeg mig faktisk til.
Kan vi overhovedet klare mosten længere efter tre års festivalpause? Selvfølgelig kan vi det, og jeg tror, at alle os, der igen skal ud på festivalgræs, får vores livs sommer.
Klicheen over dem alle lyder som bekendt, at man ikke ved, hvad man har, før man mister det. Og det har i den grad gjort sig gældende for kulturen de seneste år.
Festivalerne var nogle af de kulturinstitutioner, der blev prompte lukket ned og de facto umuliggjort i flere år. Set i lyset af en global pandemi kunne man måske let trække på skulderen og mene, at festivaler jo heller ikke er så vigtige endda, dem kunne vi sagtens undvære.
Jeg synes dog, virkeligheden har vist os, at intet kunne være mere forkert.
Alle os, der har været på festival, og bliver ved med at vende tilbage, ved, hvad jeg taler om. Når du tager det første skridt ind på festivalpladsen, træder du samtidig ind i en boble af frihed, som man kun finder på netop festivaler.
Uanset om du til daglig er travl forælder, gymnasieelev, arbejdsløs eller topchef, så er alle i samme båd i festivalrummet, hvor vi samles om musik og eskapisme. På en festival kan du glemme hverdagens trummerum og være lige den, du har lyst til at være, og det frirum tror jeg, vi i den grad har brug for efter års indespærring og forbud mod at samles i store grupper.
Vi har brug for at kramme fremmede mennesker i en glædesrus over et vildt koncertøjeblik, og vi har brug for at give slip.
Festivalerne har også i den grad brug for os – så hermed en opfordring til at bruge sommeren foran en musikscene i det danske land. Det har vi allesammen brug for.
