Det er tid til corona-revanche!

Med hit som 'Jeg skal nok vente', 'Hun kommer tilbage' og 'Blitz, baby' bragede det danske rockband Jung for et par år siden ind på den danske musikscene. Der var bare lige ét problem: Danmark var lukket ned.

Jungs debutalbum, 'Blitz', udkom i foråret 2020 midt i den første coronanedlukning, koncerter blev aflyst, og først nu efter to års venten får de tre bandmedlemmer Jonas, Michael og Sigurd lov til at opleve en 'rigtig' dansk festival-sommer.

»Det er vildt at forestille sig, at vi for eksempel skulle have spillet på Tinderbox og NorthSide i 2020, og så er det først nu, at det kommer til at ske. Vi glæder os for sindssygt. Det bliver så fedt,« lyder det fra forsanger Jonas Jung Larsen om Jungs forestående festival-sommer, hvor det fra publikums side bliver svært ikke at støde på trioen.

Jung.
Jung. Foto: Pressefoto
Vis mere

Jung har nemlig en af sommerens længste festivalturnéer, hvor de kommer rundt i alle afkroge af landet fra Jelling til Langeland, fra Thy til Skanderborg.

»Vi har haft et ønske om at komme bredt ud og generelt bare opleve, hvad festivaldanmark har at byde på,« fortæller Jonas Jung Larsen videre og vil gerne erkende, at de ser frem til særlig én festivalkoncert.

»Vi var på NorthSide i 2019 som publikum og skålede klokken 12, da vores første single, 'Jeg skal nok vente', udkom. Vi grinede af, at vi måske en dag kom til at spille på festivalen, og det sker så nu! Det tror jeg bliver meget specielt.«

Han føler ikke, at de sidste par corona-påvirkede somre har været spildte, for selvom festivaldrømmene blev udskudt, var der stadig masser at se til.

»Selvom det var en ulykkelig situation, så er Danmark jo et godt land, hvor der det første år blev lavet en masse tv-programmer, som vi var heldige at blive inviteret med til. Og sidste sommer blev der jo afholdt en masse 'light'-udgaver af festivalerne rundtomkring, så vi har smagt lidt på, hvad det vil sige at være ude på en sommerturné.«

Han tilføjer:

»Men der er ingen tvivl om, at tanken om i år at skulle stå foran et 20.000 stort menneskehav, det kilder alle de rigtige steder.«

I samme ombæring er Jonas Jung Larsen heller ikke ærgerlig over i år ikke at skulle spille på Roskilde Festival, som de ellers var inviteret til i første omgang i 2020.

NorthSide-publikum anno 2019.
NorthSide-publikum anno 2019. Foto: Axel Schütt
Vis mere

»Vi er allerede offentliggjort på 18 festivaler (flere kommer til, red.). Selvfølgelig drømmer man om at spille på Roskilde en dag, men som vi lige nu står på så mange plakater, så har vi ikke rigtig noget at brokke os over.«

Ud over at få lov til at spille 'rigtige' festivalkoncerter glæder de sig til at opleve festivallivet backstage med deres mange kollegaer.

»Det har jo været meget coronagtigt backstage, så det bliver hyggeligt at kunne drikke en øl med de andre band,« lyder det fra Jonas Jung Larsen, der ikke ved, hvor meget tid der bliver til at se andres koncerter.

»Vi har jo en Smukfest-koncert, som jeg også virkelig glæder mig til. Der kunne det jo være sjovt, hvis der var tid til at se Justin Bieber, når han nu er på dansk grund. Det kunne også være sejt at møde Nick Cave på Northside.«