I gamle dage var en milliard kroner mange penge. Gamle dage skal i denne sammenhæng forstås som for to år siden – altså før corona.

En milliard kroner var den slags penge, som kunne få partiledere til at tage deres bedste tøj på og stille sig højtideligt frem foran døre i Finans- eller Statsministeriet, når det var lykkedes at forhandle beløbet med de ni nuller hjem til en særlig indsats eller mærkesag.

Blandt den tidligere regerings mange milliardforslag var blandt andet en 'kystmilliard', der skulle sikre Danmarks kyster mod havet, og en milliard kroner til institutioner med børn fra sårbare familier.

Enhedslisten har siden været på banen med en milliard kroner om året til et ‘akutløft’ i psykiatrien. Radikale har krævet en ekstra milliard kroner til flere lærere. Den nuværende regering har talt for en milliard kroner til grøn forskning, der skal hjælpe et bedre klima på vej.

Eksemplerne er tilfældigt udvalgte blandt nærmest uendeligt mange milliardforslag og beslutninger, som skulle gøre noget særligt godt på et særligt område.

Corona-tiden har imidlertid gjort en milliard kroner til noget, man tilsyneladende bare river op af lommen.

Den danske teststrategi har allerede kostet milliarder af kroner i et forsøg på at begrænse smitten. I nogle perioder har det været en succesfuld strategi, mens det i de seneste måneder ikke har kunnet forhindre smittetallet i at stikke af.

Ingen har vist et overblik over, hvor mange penge vi som samfund har brugt på test, men det er tidligere anslået til omkring to milliarder kroner om måneden.

Og nu, hvor vi om lidt skal tilbage til et liv uden restriktioner og heller ikke skal teste så meget, som vi hidtil har gjort, smider vi stadigvæk gode penge efter enorme mængder af test.

Som B.T. har kunnet berette, står Danmark lige nu og frem til midten af februar til at modtage i alt 55 millioner hjemmetest fra en ordre på i alt 1,6 milliarder kroner, der blev lavet så sent som i december 2021. Uden returret.

Sundhedsminister Magnus Heunicke udtalte godt nok på pressemødet, hvor der blev informeret om restriktionernes endeligt, at man fortsat kunne teste »i et vist omfang«, men det ligner alligevel et gigantisk spild af skattekroner på et bjerg af test, der ikke er tvingende behov for.

»Problemet er, at man ikke rigtigt tænker over pengene. Man er blevet så forhippet på, at man for alt i verden ikke må komme i en situation, hvor der mangler test, så man køber bare ind og ind uden den fornødne omtanke,« lyder vurderingen af det store indkøb fra professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard.

Hvis vi ikke passer på, risikerer vi, at coronapandemiens senfølger, foruden nedsættelse af smags- og lugtesans hos nogle smittede, ender med at blive alvorlig talblindhed, hvis konsekvenser kan ramme os alle.