I byen Flemming vest for Horsens går far og datter rundt med planer om at lave Nordens største fabrik, der skal huse en hel masse hvide, slimede larver.

En plan, der har fået økonomisk opbakning i form af 370 millioner og vil blive en realitet allerede i 2023 for virksomheden Enorm Biofactory, der ejes af blandt andre Jane Lind Sam og Carsten Lind Pedersen.

»Jeg synes, det har været en rigtig god proces. Vi har gjort vores forarbejde godt. Det har vores investorer også kunnet se,« fortæller Carsten Lind Pedersen, der er stifter og medejer af Enorm Biofactory til B.T.

Blandt investorerne og långivere findes blandt andre DLG, Danmarks Grønne Investeringsfond og Nykredit Bank, som kan se en fremtid i larver, der bruges til at fodre fisk, fjerkræ og svin – og på sigt også vi mennesker.

Far og datter har brugt fire år på at finde ud af, hvordan man bygger en fabrik til 'Black Soldier Fly'-larverne, som de er specialiseret i, men interesserne strækker sig længere tilbage.

»Min far er oprindelig landmand med svin- og foderproduktion. Jeg har været en del af det, siden jeg var helt ung,« fortæller Jane Lind Sam, der er medejer af, COO og står for pr-koordineringen i Enorm Biofactory.

Sidenhen stiftede Jane og Carsten et udviklingsselskab, hvor de arbejdede med gylle, og her fik de øjnene op for Black Soldier Fly-larven.

»Det er flere år siden, at vi fandt ud af, at larverne kunne optage kvælstof. Vi har brugt en årrække på at finde ud af, om der var forretningsmuligheder, hvor vi kunne anvende larver,« siger Jane.

Selvom larver fodret med gylle kunne være interessant, er lovgivningen endnu ikke klar til, at larver på denne særlige diæt kan bruges inden for landbruget.

Derfor fokuserer Jane og Carsten på dem, der får restprodukter fra produktionen af kartofler, mejeriprodukter og bælgfrugter. Dem kan de tjene penge på.

Først kunne man nemlig fodre fisk med larver med denne specifikke kostplan, og i 2021 blev det lovligt at fodre fjerkræ og svin med de små, slimede insekter.

I fremtiden kan det også blive muligt at bruge denne type larve som ingrediens i fødevare som pasta og brød til os mennesker. Det vil Jane og Carsten følge nøje, da foderindustrien kan blive et springbræt til en 'ny' verden.

I mellemtiden skal der bygges en fabrik, så de kan udvide forretningen. Den første fabrik, som nu har fået en trecifret millionfinansiering, skal placeres i østjyske Flemming.

Men planerne stopper ikke her. Enorm Biofactory skal ud over landets grænser på et tidspunkt, fortæller Carsten.

»Det kan være det bliver i Tyskland eller et andet sted. Vi skal ligge tæt på, hvor kilden til foderet til larverne er, så transporten bliver så kort som muligt,« afslutter Carsten.