Den kendte smykkedesigner Mai Manniche stod onsdag morgen op til en ærgerlig besked.

En kunde havde nemlig skrevet til hende, at hendes smykkebutik JEWLSCPH i Klostergade i Aarhus havde været udsat for indbrudsforsøg.

»Man bliver træt i hovedet og frustreret. Jeg håber, vi finder dem. Det er ikke første gang, og det er heller ikke sidste,« siger Mai Manniche til B.T.

Ude foran butikken kan man se, at en plantekasse er væltet, og der er slået hul i ruden. Formentlig, fordi indbrudstyvene har forsøgt at kaste plantekassen igennem, siger Mai Manniche.

»Det virker planlagt. Vi er ved at gennemgå overvågning. Heldigvis kom de ikke ind, vi har et højt sikkerhedsniveau,« fortæller Mai Manniche og fortsætter:

»Der er ikke mere, jeg kan gøre. Men der er ingen, der har lyst til at starte sin torsdag morgen sådan.«

Mai Manniche fortæller, hun har haft flere indbrud i andre smykkebutikker og privat igennem årene. Af den grund mener hun heller ikke, at hændelsen har noget med hendes coronaudmeldinger at gøre, som B.T. tidligere har beskrevet har mødt stor kritik.

»Det gider jeg ikke gå ind i. Det handler ikke om andet, end at vi sælger dyre, ægte smykker. Den er ikke meget længere, og det gider jeg ikke gå ind i, for det er irrelevant. Det er en konspirationsteori, at det skulle have noget med det at gøre,« siger hun.

Sådan så det ud foran JEWLSCPH onsdag morgen.
Sådan så det ud foran JEWLSCPH onsdag morgen.
Vis mere

Hun er dog meget taknemmelig for den kunde, der sendte hende billeder og oplyste om indbrudsforsøget. Hun håber også andre, vil kontakte hende, hvis de ved noget.

»Jeg håber, der er nogen, der har set eller hørt noget. Det overrasker mig, hvis der ikke er nogen, der har set noget. Folk må gerne kontakte mig på Facebook og Instagram,« siger hun.

På Facebook har hun også delt både billeder og et opslag, hvori hun blandt andet skriver:

»Indbrudsforsøg!!! Idioter!!! Tænk sig at vågne op til det her syn! Nogle klaphatte har forsøgt at smadre vinduet og begå indbrud i vores butik i Aarhus! Det er heldigvis ikke lykkedes dem – det er meget stærke vinduer – men vildt nok, at man kan være sådan en idiot og gøre et forsøg! Meget ihærdigt endda – med både vores egen plantekrukke, og naboens har de også haft gang i! Jeg er i chok – chok over hvor store idioter der findes!«

Østjyllands Politi bekræfter over for B.T., at de har registreret forsøg på indbrud i butikken.

De kender ikke noget til motivet bag, men er ved at undersøge sagen nærmere.