En 74-årig kvinde var tirsdag kort efter klokken 17 i færd med at dreje til venstre på Odins Bro i Odense og ned ad Ejbygade.

Men hvad hun ikke havde set var, at en modkørende bilist var på vej over selvsamme kryds – og det i fuld fart. De to biler endte med at kollidere med hinanden.

Det fortæller politiassistent ved Fyns Politi Anders Lundegaard til B.T.

»Ingen personer kom heldigvis til skade i forbindelse med uheldet, men begge biler pådrog sig betydelige materielle skader. Den ene bil er vurderet til at være totalskadet,« forklarer Anders Lundegaard.

Af politiets rapporter fra færdselsuheldet fremgår det, at der på asfalten lå adskillelige vragdele fra begge biler.

Den 74-årige kvinde kørte i en rød bil og svingede ud foran en hvid bil med en 32-årig mand bag rattet. Manden i den hvide bil kørte ind i bagenden af kvindens bil, hvilket resulterede i betydelige skader på begge biler.

Og det er altså mandens bil, der vurderes til at være totalskadet.

Den 74-årige kvinde blev for en sikkerhedsskyld kørt til kontrol på sygehuset efter uheldet.