25.000 danske kroner.

Det er den bøde, som Viktor Axelsen og Anders Antonsen har fået af Badminton Danmark tirsdag aften.

Det skyldes de to verdensstjernes sene afbud til DM 2021. Det skriver TV 2 Sport.

Begge spillere begrundede deres afbud med, at de var trætte både fysisk og mentalt.

Foto: Julian Perez
Vis mere

Direktøren i Badminton Danmark, Bo Jensen, har forklaret bøderne i et interview med TV 2 Sport.

»Vi har forpligtelse til at handle og sanktionere, når man bryder den kollektive landsholdsaftale. Spillerne forventer jo også den anden vej, at vi overholder vores del af aftalen. Så hvis ikke der er særlige omstændigheder, så skal man møde op og spille DM,« lyder det eksempelvis.

Et afbud til så stor en turnering til DM accepteres kun, hvis en spiller er skadet, døjer med sygdom eller lignende.

Viktor Axelsen bekræfter over for det danske medie, at han har fået bøden. Han ønsker ikke at uddybe, men understreger, at den vil blive betalt.

Anders Antonsen fortæller til TV 2 Sport, at han hverken kommer til at tude eller brokke sig over bøden. Og så forventes han at deltage ved DM 2022, der begynder om få uger.

Det er stadig ikke sikkert, at Viktor Axelsen deltager. Da han flyttede til Dubai, blev kontrakten mellem Axelsen og Badminton Danmark ophævet, så Viktor Axelsen ikke længere er tvunget til at stille op til DM.