Da en række borgere mandag aften hørte lyden af en rude blive knust, afbrød de for en stund aftensmaden og søgte udenfor.

For på Vitus Berings Vej i Aalborg havde en uvelkommen gæst netop begået et indbrud.

Men han nåede aldrig at slippe væk med tyvekosterne, oplyser Nordjyllands Politi til B.T.

»Han bliver tilbageholdt af vidnerne, indtil vi kommer derud og får ham anholdt,« siger vagtchef Poul Fastergaard.

Ifølge vagtchefen blev indbrudstyven, en 29-årig mand, bogstavelig talt taget midt i ugerningen. Efterfølgende har naboerne så holdt øje med manden før pågribelsen.

»Hvordan det er foregået, og hvordan de har pågrebet ham, har jeg ikke overblik over.«

»Men han knuste ruden for at begå indbruddet, og det er det, de reagerer på,« forklarer vagtchefen.

Den 29-årig mand har siden indbruddet siddet anholdt.

»Sagen er overdraget til efterforskning, og det skal nu undersøges, om han har andre indbrud på samvittigheden,« lyder det fra vagtchefen.

Den 29-årig mand er kendt af politiet i forvejen.

Politiet fik anmeldelsen om indbruddet omkring klokken 18.30. Om tyven nåede at fjerne ejendele fra huset, hvor indbruddet blev begået, står ikke klart.