En 45-årig mand er varetægtsfængslet for at have voldtaget en sovende og beruset kvinde to gange på samme nat.

I Dommervagten i Københavns Byret nægtede den 45-årige mand sig skyldig i sigtelsen om dobbeltvoldtægt.

Men dommeren vurderede alligevel politiets mistanke mod den sigtede til at være så velbegrundet, at han blev varetægtsfængslet for foreløbig 10 dage.

Ifølge sigtelsen fandt den første voldtægt af kvinden sted natten til søndag omkring klokken 03.30 i en lejlighed på Nørrebro i København.

Her lagde den 45-årige sig efter politiets opfattelse op i sengen til kvinden, stak en finger op i hendes skede og gennemførte et samleje, selv om hun på grund af søvn og indtagelse af alkohol befandt sig i en situation eller tilstand, hvor der ikke var givet samtykke og hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Og ifølge sigtelsen gentog situationen sig blot to en halv time senere, da manden igen omkring ca. klokken 06.00 lagde sig i sengen hos den samme kvinde og på ny gennemførte et samleje uden samtykke.

Grundlovsforhøret i Københavns Dommervagt blev gennemført for lukkede døre – altså hvor hverken journalister eller andre tilhørere får lov til at overvære retsmødet som tilhørere.

Derfor er de nærmere detaljer i mandens forklaring foreløbig ukendte.