Hvert år spytter fagforbundet 3F et millionbeløb i partikassen hos vennerne i Socialdemokratiet.

Men socialdemokraterne har ikke nogen holdning til, at manden i spidsen for partiets største bidragyder, Per Christensen, i årevis har bedraget fire kvinder, hvoraf tre har fortalt deres historie i B.T.

Ingen kommentarer, lyder det fra Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg.

B.T. skrev fredag historien om Per Christensens årelange net af løgne over for kvinderne. Gennem en årrække har formanden levet et omfattende dobbeltliv med to faste partnere samtidig, to steder, han sov, to svigerfamilier, bonusbørn for begge partnere og meget andet, som hører til i et parforhold.

I forbindelse med dobbeltlivet har han også benyttet sig af en lejlighed, som ellers kun skulle være tilgængelig for 'værdigt trængende chauffører', og som han har fået adgang til gennem en fond, hvor fire ud af fem medlemmer af bestyrelsen er fremtrædende medlemmer af 3F.

Socialdemokratiet har tætte bånd til 3F.

Både statsminister Mette Frederiksen, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og udlændingeminister Mattias Tesfaye deltog i den seneste 3F-kongres i september 2019. De to sidstnævnte er endda mangeårige medlemmer af 3F.

»Jeg er helt utrolig glad for at være her sammen med jer – Danmarks største fagforbund er selvfølgelig samlet i Aalborg,« sagde Mette Frederiksen fra talerstolen.

Forbundsformand for 3F Per Christensen har gennem mange år og hele to gange levet et nærmest utroligt dobbeltliv med forskellige kvinder. Igennem adskillige år har han levet med to partnere, to svigerfamilier, to sæt bonusbørn, to omgangskredse og alt, der hører til i et normalt parforhold.
Forbundsformand for 3F Per Christensen har gennem mange år og hele to gange levet et nærmest utroligt dobbeltliv med forskellige kvinder. Igennem adskillige år har han levet med to partnere, to svigerfamilier, to sæt bonusbørn, to omgangskredse og alt, der hører til i et normalt parforhold. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Den nyslåede statsminister roste det tætte samarbejde med 3F om at forhindre de blå partiers pensionsplaner.

»Der var en borgerlig regering i Danmark, der ville hæve pensionsalderen mere end aftalt. Det fik vi stoppet. Og det gjorde vi sammen. Socialdemokratiet og 3F. Tak for det,« sagde hun,

Pernille Rosenkrantz-Theil har ingen kommentarer til 3F-formandens skandalesag. Det samme gælder for Mattias Tesfaye.

I stort set hele fagbevægelsen er der også larmende tavshed oven på B.T.s afsløring af 3F-formandens dobbeltliv. Hverken Fagbevægelsens Hovedorganisation med Lizette Risgaard i spidsen, Dansk Sygeplejeråd eller FOA vil udtale sig om skandalen om 3F-formandens dobbeltliv.

Og både Arbejdernes Landsbank og PensionDanmark, hvor Per Christensen er bestyrelsesformand, har også klappet i som en østers og vil intet sige om sagen.

Tavsheden kan dog ikke fortsætte.

Tirsdag klokken 10 samles 3Fs 88 mand store hovedbestyrelse til et krisemøde i København. Her skal Per Christensen stå skoleret oven på B.T.s afsløringer.

Ifølge B.T.s kilder vil en del af hovedbestyrelsen kræve en afstemning om Per Christensens post som 3F-formand, hvis ikke han selv foreslår det.

Hvis et flertal i hovedbestyrelsen går mod Per Christensen, skal han ifølge 3Fs vedtægter indkalde til en ekstraordinær kongres med mindst 14 dages varsel.