Krigstrommerne lyder højere og højere i grænseområdet mellem Ukraine og Rusland, og senest har både Storbritannien og USA advaret om, at en russisk invasion af Ukraine kan ske 'når som helst'.

Og selvom det kan virke banalt, når man tænker på, hvad den ukrainske befolkning i tilfælde af en invasion kan frygte, så har den truende krig fået spekulationer om alvorlige prisstigninger i resten af verden til at tage til.

Det forholder sig nemlig sådan, at Rusland er verdens næststørste eksportør af olie, ligesom Rusland leverer enorme mængder gas til det europæiske marked.

Lige nu står verden i en situation, hvor historisk høje gaspriser har udløst voldsomme gasregninger til mange europæiske husstande og bidraget til at drive elpriserne op i historisk høje niveauer.

Samtidig har oliepriserne ramt de højeste niveauer i syv år og fået priser på benzin og diesel til at stige markant i hele verden.

I Danmark har netop prisstigninger på gas, el, olie, benzin og diesel bidraget kraftigt til den højeste inflation i 13 år.

Og der kan altså være mere på vej af samme skuffe.

For i tilfælde af en krig vil Vesten sanktionere Rusland og gå efter Ruslands eksport af olie og gas for at ramme landet hårdt økonomisk, påpeger CNN.

»Og så taler vi om inflation med stort udråbstegn,« siger Robert Yawger, direktør og analytiker i Mizuho Securities til CNN, og fortsætter:

»Det har vi ikke brug for overhovedet. Det har vi ikke råd til overhovedet.«

Også den administrerende direktør for det internationale energiagentur, Julia Chatterley, forudser store økonomiske konsekvenser, hvis Rusland invaderer Ukraine.

»Så stor en geopolitisk begivenhed som krig vil få kæmpe konsekvenser for de internationale gaspriser. Det kan skabe kaos,« siger hun.

Især Europa vil blive ramt af prisstigninger.

»Hvis Rusland lukker for gassen, så vil en stor del af Europa, ikke kun Tyskland, blive ramt. Der er mange lande, der er afhængige direkte eller indirekte af gassen fra Rusland,« siger Jakob Illeborg, som er B.T.s internationale korrespondent, og fortsætter:

»Man behøver ikke kigge længe på energiregningen for at kunne se, at det er dyrt i forvejen. Men det her kan blive rigtig dyrt for europæerne.«

I The Times lyder det mandag, at der er en reel frygt for, at Rusland vil bruge sine gasleverancer til Europa 'som et våben' i konflikten.

Lige nu forhandler Rusland og USA om en løsning på konflikten.

Samtidig sender flere Nato-lande våben og fly til Nato-allierede i de baltiske lande, mens russerne har stillet over 100.000 tropper op ved grænsen til Ukraine og rykket tropper ind i Belarus.

Ifølge The Times er den britiske regering de seneste dage blevet informeret om, at Rusland kan drive priser på olie og gas yderligere op, hvis de skruer ned for eksporten for at ramme forbrugere i vestlige lande.

Det vil sende priser på benzin, diesel, gas og olie op i historiske rekorder, lyder vurderingen.

»En russisk invasion af Ukraine kan ende med virkelig at forværre manglen på markedet, hvis de skærer ned for eksporten. Lige nu har de os lidt for enden af et geværløb, når det gælder energi,« siger Helima Croft, chefstrateg i RBS Capital Markets, til The Times.

Jakob Illeborg vurderer, at vi relativt snart vil få svar på, om Rusland reelt vil angribe Ukraine.

»Vi står midt i en meget spids militær standoff lige nu, hvor de to parter prøver hinanden af,« siger Jakob Illeborg:

»På et tidspunkt er diplomatiet udtømt, og så er det næste move russisk. Spørgsmålet er, hvornår det så kommer. Jeg tror ikke, man kan afvise, at det vil ske i denne uge.«