Tre personer endte natten til mandag i knivslagsmål på åben gade midt i København.

Alarmen kom klokken 01.09, oplyser Københavns Politi til B.T.

»To bliver lettere tilskadekomne, mens den tredje stikker af fra stedet og er muligvis også tilskadekommet,« siger vagtchefen mandag morgen.

Den forsvundne person er ikke fundet.

Istedgade spærret af.
Istedgade spærret af. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Knivslagsmålet fandt sted på Abel Cathrines Gade – en mindre gade, der krydser Istedgade i den centrale del af København nær Hovedbanegården.

Også Istedgade var i en periode spærret af på grund af slagsmålet, hvor politiet mener, at alle de tre involverede brugte kniv.

»Det er selvfølgelig noget voldsomt noget lige at overvære for dem, der nu kom forbi eller kunne se det fra deres lejligheder, selv om det endte uden alvorlig tilskadekomst,« siger vagtchefen.

Han fortæller, at personerne alle kommer fra misbrugsmiljøet i området.