Fra statsløs palæstinenser i en barks flygtningelejr i Libanon til de bonede gulve på Aarhus Rådhus. Fra et teenageliv på flugt fra militssoldater og sorg over dræbte familiemedlemmer til en succesfuld karriere som jurist og rådmand.

Kontrasterne er store. Og måske netop derfor er filminstruktør Stefan Kjær Olsen faldet for historien om rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R). Nu han og et produktionsselskab i gang med at indsamle mindst en halv million kroner til en dokumentarfilm om rådmandens liv, som efter planen skal have premiere næste år.

Det skriver Lokalavisen Aarhus.

Rabih Azad-Ahmad selv er rørt.

»Jeg er både stolt og rørt over, at nogen vil lave en dokumentarfilm om mig. Da jeg kom til Danmark som 13-14-årig efter en barsk opvækst i en flygtningelejr, så alt ret sort ud for mig. Jeg kunne ikke et ord dansk, og jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg ville kunne få mig en ordentlig fremtid,« siger han til B.T. Aarhus.

Rådmanden håber, at han kan være med til give håb til unge med en svær baggrund. For ham selv var det også det, der gjorde forskellen: At han fik indgydt håb af en rollemodel, dengang han selv var ung og havde svært ved at se, hvordan han skulle lykkes med at få et godt liv i Danmark.

En dag, da han ven Bilal kom for at låne noget af ham, fortalte han nemlig, at en tredje fælles ven var blevet jysk mester i boksning. Og så kom det spørgsmål, som for alvor vendte op om ned på Rabih Azad-Ahmads liv. For vennen Bilal spurgte: 'Og hvad med dig, Rabih?'

Rabih Azad-Ahmad gik ind på sit værelse og græd. For hvad med ham? Hvad skulle der blive af ham? I de kommende dage reflekterede han grundigt over sit liv, og så besluttede han sig for, at han ville blive til noget. Han lærte danske, skiftede skole og begyndte at forvente gode ting af sig selv.

Det er den gnist, han håber at kunne antænde i andre unge med sin medvirken i dokumentarfilmen.

Der er tidligere skrevet en biografi, 'Mit navn betyder forår' om hans liv, ligesom tv-stationen Al Jazeera, der har 40-60 millioner seere i den arabiske verden har lavet et program om ham.

Stefan Kjær Olsen, der er instruktør på den kommende film, kendte ikke rigtigt til Rabih Azad-Ahmad baggrund. Han vidste kun, at han var rådmand. Men en dag overhørte han ham helt tilfældigt efter et interview fortælle, at han godt kan lide at holde duer derhjemme, fordi der også var duer i den flygtningelejr, han var vokset op i.

Stefan Kjær Olsen gik straks hjem og googlede hans historie:

»Det er jo en fuldstændig fantastisk historie, og jeg blev enormt nysgerrig på hans liv. Så selvfølgelig skal der laves en dokumentar. Og så er jeg træt af det narrativ, der er i medierne om flygtninge og indvandrere, hvor der unuanceret bliver lagt vægt på alt det negative. Der vil jeg gerne spæde til i puljen med det positive,« siger Stefan Kjær Olsen.