2021 var et svært år for mange danske kørelærere, der uge efter uge måtte kæmpe for at skaffe nok teori- og køreprøver til deres elever.

For odenseanske Kim Nyby, kørelærer og ejer af Nyby Køreskole, betød manglen på prøver, at han sidste år tabte omkring 660.000 kroner.

Kim Nyby var langt fra den eneste, der var ramt af situationen. B.T. kunne gennem hele efteråret berette om både elever og kørelærere, hvis levebrød var på spil.

Nu ser det dog ud til, at der igen er ved at være nok teori- og køreprøver. Til stor glæde for de odenseanske kørelærere, der har måtte rejse landet rundt i jagten på prøver.

»Fyn ser ud til at være klart i bedring. Over de sidste par uger efter jul og nytår har der været rigtig fin adgang til både teori- og praktiske prøver,« fortæller Kim Nyby og tilføjer:

»Så stressen er så småt ved at forlade kroppen hos mig og mine kørelærere.«

Også hos LZ Køreskole har man de seneste uger oplevet en forbedring. Tilbage i oktober havde køreskolen over 140 elever, der ventede på at få tildelt en teoriprøve.

I dag er der prøver til alle skolens elever, fortæller Loay Zeraiq, der ejer LZ Køreskole.

»Teoriprøver kan halte en gang imellem, men køreprøver er der mange af. De er virkelig kommet godt efter det,« siger Loay Zeraiq og henviser til Færdselsstyrelsen, der 1. oktober overtog kørekortområdet fra Rigspolitiet.

Det var ved denne overflytning, at mange af landets køreskolelærere klagede over, at der ikke blev frigivet nok teori- og køreprøver.

Kørelærer Martin Dupont har også været meget frustreret over situationen. I et interview til B.T. fortalte han, hvordan københavnske kørelærere tog elever med til Odense, grundet prøvemangel på Sjælland. Derfor var det endnu sværere for de odenseanske kørelærere at skaffe prøvetider.

Martin Dupont ejer en køreskole i Odense. Han havde sidste år så svært ved at skaffe teori- og køreprøver til sine elever, at han overvejede at lukke sin køreskole. I dag ser verden dog anderledes ud.
Martin Dupont ejer en køreskole i Odense. Han havde sidste år så svært ved at skaffe teori- og køreprøver til sine elever, at han overvejede at lukke sin køreskole. I dag ser verden dog anderledes ud. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men også Martin Dupont glæder sig over den seneste udvikling.

»Fra min side så skal der lyde en stor ros. Der er faktisk kommet ro på, og der er i øjeblikket dem, man har behov for,« fortæller han.

Trods den seneste tids fremgang, håber de tre kørelærere dog fortsat på forbedringer. Det drejer sig blandt andet om bookingsystemet, der ikke tillader bookinger mere end et par uger frem, forklarer Martin Dupont.

Også Kim Nyby er spændt på fremtiden:

»Vi krydser virkelig fingre for, at det holder,« siger han.