For de 129 passagerer, der onsdag sad ombord på et fly på vej mod London, endte turen ganske anderledes, end de nok havde forestillet sig.

For ikke længe efter afgang måtte flyet pludselig vende om – på grund af en enkelt passagers opførsel.

Den pågældende passager, en kvinde, nægtede nemlig at iføre sig et mundbind, hvilket er et krav i disse coronatider. Det skriver CNN.

Flyet fra American Airlines var på vej fra Miami mod London, da det hele gik galt.

I en udtalelse fra flyselskabet oplyses det, at en 'forstyrrende passager nægtede at følge mundbinds-kravet'.

Til CNN oplyser politiet, Miami-Dade Police Department, at der var tale om en kvinde, der nægtede at iføre sig et mundbind.

Så en time og 48 minutter efter, at flyet var lettet, landede det igen i den samme lufthavn, som det var taget afsted fra.

Derfra blev kvinden taget i politiets varetægt – og flyturen til London blev aflyst for de øvrige 128 passagerer og 14 ansatte i kabinepersonalet.

Det er langt fra første gang, at et fly har måttet vende om i luften som følge af en 'forstyrrende passagers' opførsel.

Mange af sagerne har dog den seneste tid drejet sig om mundbind.

Indtil videre har de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, registreret 151 sager om 'forstyrrende passagerer' i år. Af dem handler 92 af sagerne om mundbinds-relaterede hændelser.

Passagerer, der bryder reglerne, kan stå til at få både meget høje bøder og endda ryge i fængsel.

FAA har ret til at udstede en bøde på omkring 240.000 kroner pr. forseelse, som passageren gør sig skyldig i. Derudover er det op til anklagemyndigheden at vurdere, om vedkommende skal en tur i retten.

Sidste år blev der ifølge CNN sat en trist rekord over antallet af sager med forstyrrende passagerer i USA. Hele 5.981 sager er i systemet, og af dem var 4.290 om mundbinds-hændelser.