For godt et år siden besluttede Winnie Jensen sig for at åbne spisestedet Biizar i Varde.

Det var lidt af et sats og et eventyr, da hun ikke havde arbejdet i restaurationsbranchen før.

Men det er gået godt. Kunderne er i stigende grad strømmet til, og indtil for to uger siden var det en regulær succeshistorie uden de store bump på vejen.

Den 11. januar dumpede der så en regning ind, som har skabt dybe panderynker hos Winnie.

Foto: Privat
Vis mere

Det var en elregning, som var så markant, at hun nærmest sad vantro tilbage.

Den elpris, hun betaler, er steget med 133 procent i forhold til samme periode sidste år.

Det har udløst en regning, som svarer til 18.000 kroner ekstra for tre måneder, og hun står nu og stirrer ind i et scenarie, hvor hun skal af med omkring 70.000 kroner ekstra om året for el i det relativ nyåbnede spisested.

Dertil kommer gasregningen, som også står til at blive ganske markant.

»Det er virkelig op ad bakke. Det hele er faktisk gået fortrinligt, det har været en opadgående kurve, og jeg elsker at gå på arbejde,« forklarer Winnie Jensen:

»Men da jeg så den regning, tænkte jeg: 'Hjælp!' Det er voldsomt frustrerende, at man lægger et budget, og så kommer der sådan en ekstraregning her. Jeg kan intet gøre. Jeg kan jo ikke slukke flammegrillen eller køleskabene.«

Winnie er blevet ramt hårdt af de voldsomt stigende el- og gaspriser, som også har sendt markante ekstraregninger ud til de danske husstande.

Og for Winnie har det meget konkret betydning.

Biizar i Varde.
Biizar i Varde. Foto: Privat
Vis mere

»Hele min løn er væk, det er der ingen tvivl om. Jeg arbejder 70-80 timer om ugen, og selvom jeg virkelig elsker det, så er det da nedtur at skulle arbejde så meget uden at få noget ud af det,« siger Winnie Jensen:

»Det allermest frustrerende er, at der ikke er nogen, der gør noget. I Norge har politikerne eksempelvis handlet resolut. I Danmark er det, som om alle sover.«

Winnie er først og fremmest gået med til at tale med B.T., fordi hun mener, der er behov for at få fokus på små virksomheder som Biizar i Varde.

»Vi hører utrolig meget om husholdningerne i medierne, men jeg synes ikke, der er nok fokus på de erhvervsdrivende,« siger Winnie Jensen:

»Jeg oplever også prisstigninger på de varer, jeg køber, så det er, som om vi erhvervsdrivende bliver ramt fra alle sider lige nu. Og der sker intet.«

Hun har både skrevet til Venstres ordfører på området og klimaminister Dan Jørgensen (S).

Og nu sidder hun så og følger de forhandlinger, der foregår på Christiansborg, hvor partierne drøfter eventuelle tiltag, der kan afhjælpe de stigende udgifter til el og gas.

Winnie Jensen er ikke optimistisk.

»Jeg håber selvfølgelig, der kommer noget hjælp, men jeg tror desværre ikke på det,« siger Winnie Jensen:

»Jeg forventer ikke noget fra den her regering. Og det er selvfølgelig enormt skuffende, at det er mit udgangspunkt, men jeg tror og frygter, vi kommer til at skulle klare det her selv.«