Frederiksberg er ramt af en regulær boble.

Og nej, der er skam ikke tale om byens boligmarked, der ellers er berygtet for sine rekordhøje kvadratmeterpriser.

Der er derimod tale om et tårnhøjt champagneforbrug, der sprænger alle rammer.

Med en andel på 35,6 procent sætter de franske bobler suverænt rekord på Frederiksberg i forhold til det gennemsnitlige champagneindkøb i resten af landet.

Det viser en undersøgelse fra den danske vindistributør Kobaj, der har nærstuderet købsmønstrene fra de 225.000 flasker vin, som online-vinplatformen formidlede over hele landet sidste år.

»Det bekræfter tesen om, at Frederiksberg er en lille champagneboble i sig selv. Det er kommunen med de højeste ejendomspriser i landet, og der bor meget velhavende mennesker, som nyder det gode liv. Der er ro og fred, man har Frederiksberg Have, dejlige cafeer og en række teatre med et ressourcestærkt publikum. Frederiksberg er en oase i storbyen,« siger livsstilsekspert Henrik Byager til B.T.

Det er især druesorten pinot noir, der springer lokalt ud som den klare favorit blandt frederiksberggenserne. Druen danner grundlag for alle de store rødvine fra Bourgogne, og den er også hoveddruen i det hæderkronede Champagne-distrikt, hvilket hjælper til en høj placering i statistikkerne.

Faktisk blev der sidste år i Frederiksberg Kommune købt næsten dobbelt så meget champagne som vin fra hele Italien, og det er, til trods for at der også blev købt pæne mængder Amarone, Brunello og Barolo.

»Champagne er den drik, der mest symboliserer livsglæde. På Frederiksberg er der også rigeligt at fejre og glæde sig over. For boligpriserne stiger jo helt vildt. Så det er ikke kun til nytår, at den får lidt ekstra,« siger Henrik Byager.

»Men det kan også være et udtryk for en livsstil under corona, hvor den overskudsagtige måde at takle en ellers meget sort coronaperiode på har været at tage et glas champagne« tilføjer han.

Også de kostbare rødvine fra Bourgogne er populære på Frederiksberg, som man fristes til at udråbe til fransk provins.

Intet andet sted i Danmark købes der nemlig så meget fransk vin, og det er vel at mærke i den dyrere ende fra 100 til 400 kroner pr. flaske, at det største salg finder sted.

»Man kan tolke tallene sådan, at folk har siddet og studeret deres boligpriser, som nu er steget igen, og hver gang prisen er steget med en million kroner, så fejres det med champagne,« siger Henrik Byager.

Endnu en champagnedrue, nemlig chardonnay, ligger på andenpladsen, og også her er der tale om en drue, der bruges i andre sammenhænge, hvilket bidrager til den øgede popularitet.

Den tredjemest populære drue er gamay, der er rygraden i de populære Beaujolais-vine fra Frankrig.

Og lad os så bare få slået en sidste ting fast her til sidst.

Det er ikke på Frederiksberg, at producenterne af naturvin skal regne med at finde et nyt stampublikum.

Med et køb på under en promille markerer kommunens vinentusiaster, at de mere er til de klassiske varer, viser undersøgelsen fra Kobaj.