Op mod 7000 computerspilsentutiaster måtte slukøret pakke deres billetter væk, da organisationen Geeks Gone Wild i december gik ud og aflyste et kæmpe gamer-event.

Aflysningen skete på grund af restriktionerne, der blev indført 8. december.

»Vi var enige om, at denne gang – nu hvor det ikke kunne afvikles 2021 – så skulle det være det vildeste nogensinde. Derfor gør det ekstra ondt at skulle aflyse,« udtalte Geeks Gone Wilds talsperson, Lasse Kjær, tilbage i december.

Men nu, efter at have set situationen og de nuværende restriktioner an, er tastaturkrigerne alligevel klar til cyberkamp.

Sådan så det ud i 2018, da Geeks Gone Wild fyldte Gigantium i Aalborg. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018)
Sådan så det ud i 2018, da Geeks Gone Wild fyldte Gigantium i Aalborg. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har lavet en hurtig, ny og genial plan for afholdelse af LAN,« lyder det på deres hjemmeside.

Med færre billetter til salg og nye coronavenlige sektionsinddelinger i Gigantiums lokaler, vil de afholde arrangementet alligevel.

Årets gamerbegivenhed kalder frivilligorganisationen meget passende 'Against all odds'.

»Gaming, hygge, social sammenvær, toast, turneringer og AFK konkurrencer,« er Geeks Gone Wilds beskrivelse af det kommende event og, ifølge dem, den bedste weekend.

Det nye arrangement bliver afholdt i Gigantium d. 28-30. januar. Der er frigivet 860 billetter til begivenheden, som allerede kan købes på arrangørens hjemmeside.

Der vil blandt andet blive dystet i computerspillene Minecraft, Fortnite og Rocket League, og føler man for at rejse sig lidt fra gamerstolen, kan man også konkurrere i musemåttekast, bottleflip og lotto.

»Vi har et brændende ønske om en fantastisk weekend i Gigantium, en weekend hvor gaming, hygge, digital sundhed og social samvær er i fokus,« afslutter Geeks Gone Wild i opslaget.