Hos OBs førstehold var der mandag besøg fra Sydblod, som fortalte om at donere plasma. Og fra fodboldspillerne var der stor opbakning, og flere meldte sig som bloddonorer.

»Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, der måske er syge,« siger midtbanespiller Tarik Ibrahimagic i en video fra boldklubben.

»Jeg er heldigvis sund og rask, så det ikke har nogen effekt på mig at afgive lidt. På den måde synes jeg, det er godt at hjælpe andre.«

Hos Sydblod, som står for syddansk transfusion, oplyser man på hjemmesiden, at der lige nu især er mangel på plasma, som er den cellefri del af blodet. Og når man donerer plasma, kan man desuden blive tappet oftere end ved fuldblodstapning, skriver de.

Hos kommerciel chef i Odense Boldklub, Jack Jørgensen, er der under alle omstændigheder ingen tvivl. Det er en god sag at støtte for holdet.

»Jeg synes, vi har en forpligtigelse, som den institution, vi er i Odense, til at sætte fokus på de her områder, hvor der er brug for en ekstra indsats fra vores fans og hele familien OB.«

Og det lykkes altså i hvert fald at få spillerne med ombord, for bioanalytiker Elizabeth Hanmann fra OUH er meget tilfreds med interessen fra spillerne.

»Jeg er helt overvældet. Der er rigtig, rigtig mange, der har meldt sig,« lyder det fra bioanalytikeren, som siger, der først skal tages blodprøver, inden man rykker videre til tapningen.