Det var to stolte E-løbere, Jette Pia Herringe, 60, Karlslunde, og Poul Grenaa, 55, Odense, som mandag blev hyldet af B.T.s chefredaktør, Jonas Rathje, som årets kvindelige og mandlige eremitageløber i den 52. motionsfest i Dyrehaven 2021.

Jette Pia Herringe fejrede 45-års jubilæum, mens Poul Grenaa var med for 46. gang i nationalskoven.

De to E-løbsveteraner fik overrakt B.T.s sølvfad, blomster og champagne, mens Berlingskes grundlægger, kammerherre og bogtrykker Carl Berling, kiggede med fra sin sokkel i De Gamle Stuer.

Carl Berling, som havde et tæt forhold til Frederik 7. og grevinde Danner, flyttede ind i de smukke stuer i Pilestræde i 1765. En tidslomme, nænsomt restaureret af Nationalmuseet.

Mens Berlingskes grundlægger, kammerherre og bogtrykker Carl Berling, kigger med fra sin sokkel i De Gamle Stuer, hylder B.T.s chefredaktør, Jonas Rathje, til højre, årets mandlige og kvindelige eremitageløbere, Poul Grenaa og Jette Pia Herringe.
Mens Berlingskes grundlægger, kammerherre og bogtrykker Carl Berling, kigger med fra sin sokkel i De Gamle Stuer, hylder B.T.s chefredaktør, Jonas Rathje, til højre, årets mandlige og kvindelige eremitageløbere, Poul Grenaa og Jette Pia Herringe. Foto: Kasper Riising
Vis mere

»Jeg er imponeret over jeres løbeglæde og vedholdenhed. I løber i familiens ånd og er fornemme repræsentanter for Eremitageløbet,« sagde Jonas Rathje til de to prismodtagere.

Jette Pia Herringes far, Arne Rasmussen, var med i de første 45 E-løb. Moderen Jytte nåede at fejre 40-års jubilæum. Otte medlemmer af familien har sammenlagt deltaget i Eremitageløbet ikke færre end 156 gange.

Søndag 10. oktober 2021 løb Jette Pia Herringe i den samme gule jubilæumstrøje, som hendes far havde på, at han fejrede 45-års jubilæum.

Poul Grenaas far, Ulrik Grenaa, var også en af motionspionererne. Han deltog 26 gange i træk i Dyrehaven fra starten i 1969. Årets E-løbers storesøster, Birgitte, har været med 41 gange.

Siden 1985 har B.T. kåret årets eremitageløbere, og Jette Pia Herringe og Poul Grenaa lægger ikke skjul på deres stolthed over at være optaget i det eksklusive selskab.

»Det er en ære og en kæmpeoplevelse at blive kåret som årets kvindelige eremitageløber og spændende at besøge Det Berlingske Hus, B.T.s redaktion og De Gamle Stuer. Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over, at man valgte mig blandt så mange tusinde løbere,« siger Jette Pia Herringe.

»På rundvisningen i huset fortalte Jonas Rathje, at han overvejede at løbe med i Eremitageløbet til efteråret. Han vil ikke fortryde det.«

Poul Grenaa har deltaget i Eremitageløbet, siden han var ni år. Dengang var aldersgrænsen ti år, men han fik dispensation.

Han vandt i 90erne tre danske mesterskaber i 3.000 meter forhindringsløb og har 19 gange været med på Spartas guldhold i DAFs holdturnering. I 2012 vandt han VM-guld for veteraner i otte kilometer cross i Finland.

»Nu er Eremitageløbet det eneste løb, jeg stiller op i. Der er ikke noget, der slår løbet i Dyrehaven. Det har betydet utrolig meget for mig og min søster,« siger han.

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idræts-Forening og Københavns Skiklub og løbes søndag 9. oktober 2022 for 53. gang.

Læs mere om motionsfesten på Danmarks smukkeste rute på www.elob.dk