Martin Hildebrandt er ikke bange for at lægge reglerne helt åbent frem.

»Vi har valgt at være 100 procent tydelige omkring, hvad forventningen er her på stedet, så det er til at forstå for folk,« siger han.

Indehaveren af Sokkelund Café & Brasserie fortæller til Berlingske, hvorfor han har besluttet sig for at nedfælde en stribe helt særlige retningslinjer til en helt bestemt kundegruppe: Børn.

Og for gæster, der har tænkt sig at besøge spisestedet i Smallegade på Frederiksberg, er der faktisk ingen undskyldninger for ikke på forhånd at sætte sig ind i de særlige omstændigheder.

Martin Hildebrandt har haft Sokkelund i 12 år.
Martin Hildebrandt har haft Sokkelund i 12 år. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

På Sokkelunds hjemmeside er der nemlig et hel undermenu dedikeret til emnet, hvor det allerede i første linje bliver gjort klart;

»Sokkelund er for voksne mennesker. Vi ønsker en afdæmpet og diskret stemning, hvor voksne gæster uforstyrret kan nyde hinandens selskab,« står der.

Det betyder dog ikke, at børn ikke må komme med indenfor og få en bid mad. Slet ikke.

For som der videre står:

»Børn er også velkomne, men de er her på de voksnes præmisser – ikke omvendt. Det betyder, at hvis et barn græder, larmer og så videre, så skal barnet, af hensyn til de andre gæster, ikke være på Sokkelund.«

Martin Hildebrandt har været ejer af Sokkelund i 12 år, og reglementet for børn har eksisteret i ti år – dog med en opdatering sidste år, hvor også gæster i forbindelse med bookinger blev bedt om at orientere sig om de særlige børneregler, på eksempelvis hjemmesiden.

Da restauranten nytårsaften for første gang nogensinde lavede et arrangement for gæster, kom holdningen til børn i øvrigt også til udtryk, da der slet ikke var adgang for mindre børn. Her var aldersgrænsen sat til 14 år.

Som der konkluderes på stedets hjemmeside: »Sokkelund er kort sagt ikke en familierestaurant i den forstand.«

Derfor bruges der også versaler samme sted i en opfordring til, at der SKAL bruges høretelefoner, hvis børn på restauranten skal se film eller høre musik på telefoner eller tablets.

Og derfor er der heller ingen barnestole, puslebord eller børnemenu på Sokkelund. Barnevogne og klapvogne må heller ikke tages med indenfor.

»Du er altid velkommen til at amme dit barn diskret,« lyder det dog også.

Martin Hildebrandt forklarer til Berlingske, at reglement blev tydeliggjort, fordi personalemøder ofte blev brugt til at diskutere tilstedeværelsen af børn. Og hvordan de skulle håndteres.

»Det er det, vi har gjort os selv bevidst. At vi er et voksent sted, hvor du kan forvente sådan og sådan. Vi elsker, hvis dine børn er med, men de skal kunne fungere i den ramme, vi har besluttet – og ellers må I forlade stedet,« siger Martin Hildebrandt til mediet – han har i øvrigt selv fem børn.

Ejeren fortæller selv, at han udelukkende har mødt positiv respons på de restriktioner, som børn er underlagt.

Og det kan da også ses på Facebook, hvor Berlingske har postet artiklen. Her er kommentarfeltet fyldt med opbakning til de klare retningslinjer. Herunder nogle eksempler:

  • »Herligt der findes et sted der har taget stilling, så man får sin mad i fred og ro uden støjende børn. Gid flere cafeer ville tage stilling.«
  • »Herligt, så kan alle curlingbørnene blive væk.«
  • »Det er bare så fint. Der findes millioner af andre steder for børnefamilier.«
  • »Endelig! Men utroligt, at det er restauranten der er nødt til at lave sådan nogle regler. Hvad laver forældre nu om dage? De opdrager i hvert fald ikke deres børn.«
  • »Alt respekt for det! Det er ikke en McDonald’s – det er en lækker restaurant hvor gæster (som alle andre steder), naturligvis forventes at respektere sine medgæster, uanset alder.«

Det skal her til sidst nævnes, at man på Sokkelund også gerne vil undgå larmende voksne i større grupper. Derfor er det heller ikke muligt at bestille bord til mere end seks personer.