En 24-årig mand er ved Retten i Hjørring blevet idømt en fængselsstraf samt et opholdsforbud – som den første nogensinde i den nordlige del af landet.

Det oplyser anklage ved den nordjyske anklagemyndighed Søren Riis Andersen til B.T.

I oktober sidste år opstod der tumult mellem den føromtalte 24-årig og en anden mand, der udviklede sig voldsomt.

Det eskalerede, da den 24-årig nikkede den forurettede part flere skaller og tilhørende slag. Hændelsen udspillede sig på et diskotek i Frederikshavn.

Dommen blev afsagt ved Retten i Hjørring.
Dommen blev afsagt ved Retten i Hjørring. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Volden koster nu den 24-årig mand 4 måneders ubetinget fængsel samt et opholdsforbud – altså et forbud mod at befinde sig offentlige steder, såsom værtshuse og diskoteker, hvor der serveres stærk spiritus mellem klokken 24 og 05.

Opholdsforbuddet gælder fra dags dato og løber seks måneder frem.

»Vi er tilfredse, for det var også den påstand, vi nedlagde,« forklarer Søren Riis Andersen og fortsætter:

»Retten vurderede, at der er risiko for gentagelse. Han er også dømt flere gange for vold, så det er selvfølgelig noget, der spiller ind,« siger anklageren om opholdsforbuddet.

Opholdsforbuddet er en del er regeringens tryghedspakke, der blev indført sidste år.

»Vi har ikke haft lignende sager, så denne er første domstilfælde,« supplerer Søren Riis Andersen.

Ifølge den forurettede var overfaldet umotiveret – hvorimod den 24-årig hævdede, at der var blevet talt grimt om hans søster, hvorfor han reagerede, som han gjorde.

Den 24-årige valgte alligevel at modtage dommen.