Han kunne mærke, den var gal i pausen. Og bekymringerne blev bekræftet, da kampen var ovre.

Den danske landsholdsspiller Johan Hansens EM kan være slut, før den overhovedet er kommet i gang.

Fredag blev landsholdsveteranen Hans Lindberg indkaldt til truppen, for Hansen kan ende med ikke at spille flere kampe. I optakten til EM har en fiber i den højre læg drillet Hansen, og mod Montenegro i åbningskampen blev problemet igen værre. Det piner danskeren, hvis skæbne er uvis.

»Det er ekstremt ærgerligt. Jeg har glædet mig helt vildt til slutrunden. Mod Montenegro var det planen, at jeg skulle spille en halv time, og jeg tænker også, at jeg havde spilletid i sigte i kampene, og nu er jeg i en situation, hvor jeg ikke kan bidrage. Det er noget lort, for at sige det, som det er. Det er enormt surt. Jeg er meget ked af situationen. Jeg håber, jeg kan blive fit og bidrage,« siger han.

Foto: SUSANA VERA
Vis mere

Han havde ellers håbet på, at han var klar til at give den gas.

»Det er blevet bedre dag for dag, og jeg følte egentlig, det var fint til kampen, men under opvarmningen i pausen mærker jeg det igen. Jeg spiller anden halvleg, og det er ikke helt optimalt. Det er svært at sige, det kan være alt fra fire til ti dage. Det er i det omfang, vi tror. Nu må vi se, hvad planen er. Om jeg skal genoptræne her, eller hvad der skal ske.«

Bliver du så i Ungarn?

»Det håber jeg selv, men jeg ved ikke. Det kommer an på, hvis vi skulle være så heldige og dygtige at gå videre fra puljen, om der er ledige værelser. Jeg ved sgu ikke. Det er DHF, der beslutter, om der er værelser eller økonomi nok til det,« lyder det ærligt fra Hansen.

Danmark møder Slovenien lørdag i den næste gruppekamp ved EM.