»Lad os mindes den 11-årige dreng, der døde af hjertestop i sidste uge i Solrød Vaccinationscenter.«

Sådan lyder starten på en kommentar fra Facebook, der i disse timer bliver delt igen og igen.

Det har samtidig fået masser danskere til at kontakte B.T. med ét altoverskyggende spørgsmål: Hvorfor skriver I ikke en historie om, at en lille dreng på 11 år er død efter at have fået vaccinestikket?

Svaret er naturligvis, at vi gerne vil skrive om sådan et dødsfald, men at vi først og fremmest skal undersøge, hvorvidt historien er sand eller falsk.

Og det har vi derfor gjort.

Historien blev delt første gang af en mand, som B.T. har anonymiseret. I det oprindelige opslag lød det, at han fra sin kollega, der havde fået historien fra sin vaccinatør-ven, var blevet fortalt, at en udenlandsk familie i forrige uge skulle være mødt op i Solrød Vaccinationscenter for at få deres 11-årige søn vaccineret.

Vaccinatør-vennen skulle angiveligt herefter have set, hvordan den 11-årige dreng efter sit stik fik et hjertestop og døde af det.

Det får manden til at slutte fortællingen med:

»Mit hjerte bløder for den uskyldige dreng, som ikke havde fortjent dette, da han næppe selv valgte at få stikket.«

COVID-19 vaccinationscenter
COVID-19 vaccinationscenter Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

B.T. sendte fredag morgen opslagene om det påståede dødsfald til Region Sjælland, der brugte de næste timer på at undersøge sagen nærmere.

Og da regionen vendte tilbage, var det med følgende svar:

»Vi kan afkræfte rygterne om, at der skulle være sket et dødsfald på Solrød Vaccinationscenter i Havdrup,« fremgår det af et skriftligt svar fra regionen.

B.T. talte efterfølgende med en repræsentant fra regionen, der understregede, at man fuldstændig afviser ægtheden af historien.

Mener du at være i besiddelse af oplysninger, der kan dokumentere dødsfaldet, eller var du selv til stede? Så vil B.T. hjertens gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk.

Den information foreholdt vi fredag eftermiddag manden, der i første omgang delte historien, og det efterlod ham med egne ord »forvirret«.

»Jeg har fået historien fortalt af en kollega, der kender ham vaccinatøren, og jeg har ingen grund til at tvivle på det. For så skulle de begge digte historien,« siger manden og fortæller.

»Hvis det er en stor fed løgn, så er det positive, at der ikke er et dødt barn, og det er jo vigtigt. Men nej, jeg kan ikke dokumentere historien, så jeg er også lidt forvirret over det her.«