8. januar mistede musikeren Sinéad O'Connor sin kun 17-årige søn Shane, som tog sit eget liv.

Og sorgen er så dyb i irske O'Connor, at hun nu har ladet sig indlægge. Det skriver Daily Mail.

På Twitter kom der en strøm af beskeder, hvor hun blandt andet skrev, at hun ikke fortjente at leve, og hvor hun bebrejdede sig selv for sin søns død. Beskeder, der naturligt nok foruroligede folk.

Nu har hun dog selv opdateret med nyheden om, at hun er indlagt.

»Undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det. Jeg er sammen med politiet nu på vej til hospitalet. Jeg er ked af, at jeg gjorde jer alle oprevet. Jeg føler mig fortabt uden mit barn, og jeg hader mig selv. Hospitalet vil hjælpe mig det næste stykke. Men jeg skal nok finde Shane. Dette er blot en forsinkelse,« skriver hun uden at uddybe, hvad dette præcis betyder.

Sønnen Shane var også indlagt på et hospital, før sin forsvinden. Her var han under overvågning, fordi han var selvmordstruet.

Tidligere har Sinéad O'Connor raset mod hospitalet, fordi de mistede opsyn med sønnen.

'Hvordan kan det ske, at en 17-årig, traumatiseret ung person, der er under opsyn på Tallaght Hospital, kan forsvinde?' skrev hun på Twitter.

I samme tweet anklagede hun hospitalet for ikke at ville tage noget ansvar for sønnens, på daværende tidspunkt, forsvinden.

Hun slog ligeledes fast, at det ville føre til sagsanlæg, hvis der skete noget med sønnen.

Sinéad O'Connor fik Shane O'Connor i 2004 med musikeren Donald Lunny.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201 eller læs mere på www.livslinien.dk.