Casper Christensen købte en gedigen julegave til sig selv og hustruen, Isabel Christensen, i december.

Se&Hør kan nemlig fortælle, at de har købt et landsted i Tikøb, der ligger tæt på Helsingør.

Og her er skruet op for både antallet af kvadratmeter og pris.

De to kan nu brede sig på en 523 kvadratmeter stor ejendom, og for det betaler de 16 millioner.

Parret får da også en hel del natur og luksus for pengene, da her er en udendørs, opvarmet saltvandspool og knap fem hektar grund.

I beskrivelsen fra Elbæks Ejendomsmægler lyder det blandt andet:

»Ejendommen fra 1800 fremtræder som et velbevaret refugium for enden af den lange, snoede indkørsel, omend beboelsen løbende er renoveret med respekt for den oprindelige stil. Særligt stråtaget og de småsprossede vinduer cementerer det fortidige ophav, ligesom gårdspladsen af toppede marksten med et højt, gammelt træ i midten bidrager til den romantiske stemning.«

»Her er tale om en ejendom af enestående karakter - perfekt til liebhaveren, som ønsker fuldkommen privatliv omgivet af landlig idyl og fantastiske naturrigdomme.«

Det var ikke første gang i 2021, at Casper Christensen bevægede sig ud på boligmarkedet.

I sommer var han således i sælgerens rolle, da han solgte sin 314 kvadratmeter store villa i Hornbæk.

Den var først udbudt til 24 millioner, men blev siden justeret ned til 21 millioner.

Da han og Isabel Christensen købte huset i 2019, gav de 'kun' 11,4 millioner kroner for det, så der har været udsigt til en god fortjeneste for parret, som nu er flyttet igen.