Husker du, da dronning Margrethe pludselig optrådte på forsiden af Anders And-bladet?

I anledning af Hendes Majestæts 50-års jubilæum har B.T. bedt folkene bag fortælle historien, om dengang dronning Margrethe i 2010 blev tegnet ind i Anders And-bladet sammen med Sidney Lee og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det var første gang, at man brugte kendte danskere i tegneseriestriberne.

Man ville lave en Anders And-historie, der foregik i Danmark, og her var det jo oplagt at give dronning Margrethe en rolle, fortæller forfatter Gorm Transgaard, der fandt på historien 'Turen går til Danmark', hvor Anders And og Rip, Rap og Rup sendes til Danmark på vegne af Onkel Joakim for at finde en kostbar halskæde.

Dronning Margrethe i Anders And-bladet.
Dronning Margrethe i Anders And-bladet. Foto: Disney
Vis mere

»Oprindelig havde jeg en idé om, at Dronningen var utilfreds med en ny rygelov, som Lars Løkke var ved at få igennem, og så skulle konflikten på en måde gå ud over Onkel Joakims salg af småkager til Danmark og derved påvirke hele den danske handelsbalance,« fortæller Gorm Transgaard og tilføjer:

»Men mine redaktører syntes ikke om, at jeg lavede grin med Dronningens rygevane, så jeg måtte finde på noget andet.«

Forfatteren skitserede først dronning Margrethe med en hundenæse, men da den spanske tegner Disney-tegner Paco Rodriquez fra sit hjem i Barcelona gik i gang med at tegne historien, blev Dronningen til en fuglelignende figur.

»Jeg lod mig inspirere af nogle billeder (af Dronningen, red.),« fortæller Paco Rodriquez og tilføjer, at han egentlig ikke tænkte på nogen bestemt fugletype under arbejdet med historien.

Forsiden af Anders And-bladet fra 2010 med dronning Margrethe.
Forsiden af Anders And-bladet fra 2010 med dronning Margrethe. Foto: Disney
Vis mere

»Uden at kende til jeres dronnings personlighed, lod jeg mig bare rive med og tegnede, hvad der faldt mig ind. Og når jeg ser tegningen igen i dag, vil jeg sige, hun er en hvid due.«

Katja Haargaard, der i 2010 var redaktør på Anders And-bladet, mindes, at de oplevede en enorm interesse for udgivelsen, men at det mest handlede om, at Anders And og familien var i Danmark for første gang.

De havde ikke spurgt Kongehuset om lov, før de disneyficerede Dronningen, men Katja Haargaard fortæller, at hun efterfølgende sendte et eksemplar af bladet til Amalienborg og fik et fint takkebrev tilbage fra Dronningen.

»Jeg har det endnu. Det var ganske kort, men jeg blev meget glad for kortet.«

Dronning Margrethe, da hun holdt nytårstale i 2010.
Dronning Margrethe, da hun holdt nytårstale i 2010. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Dronning Margrethe har ikke siden optrådt i Anders And-bladet.

Gorm Transgaard synes, det kunne være sjovt at skrive en royal Anders And-historie igen.

Adspurgt hvordan han for eksempel ville portrættere Kronprinsen, lyder svaret:

»Kronprins Frederik kunne muligvis være en sæl på grund af hans tid i Frømandskorpset, men det er et meget sjældent brugt dyr i Andeby, og det er muligt, at det ville være svært at genkende ham.«

Siden 2010 er der dog også kommet nye regler, fortæller nuværende Anders And-blads redaktør Svend Skytte.

Hvis Anders And-bladets redaktion i dag finder på at lave en historie med en rigtig person, så skal de både indhente tilladelse fra Disney og fra den pågældende person,

»Sådan er Disneys regler. Det er for at sikre, at vedkommende også har det godt med at blive tegnet ind i Anders And-universet,« forklarer han og tilføjer, at de i nyere tid også har inddraget de kendte gæste-ænder i alt fra tegning til replikker, så de lyder sig selv så meget som muligt i historien.