Fyns Politi efterlyser folk, der ved noget om en stor mængde smykker, som de har konfiskeret ved en razzia.

»Hjælp os med at finde ejerne til flere koster – og få et par tyveknægte i fængsel,« lyder ordensmagtens klare budskab, som blev delt i et opslag på Facebook tirsdag formiddag.

I opslaget er der vedhæftet flere billeder af blandt andet smykker, sølvsparebøsser, tasker og ure. Politiet formoder, at tyvekosterne stammer fra indbrud begået i enten Faaborg-Midtfyn, Nyborg eller Svendborg-området.

Og lige så vigtigt som det er at få tingene tilbage til deres rette ejermænd, så er en kobling mellem ejemænd og ting ofte også en kobling mellem endnu et tyveri og en mulig gerningsmand.

Det uddyber Fyns Politi i deres efterlysning.

»Er du ejermanden af en eller flere ting, men ikke vil have dine ting tilbage, måske fordi du har fået forsikringspengene udbetalt, så er det alligevel vigtigt for efterforskningen, at du kontakter os på 114,« lyder det i opslaget, som fortsætter:

»Vi har nemlig et par mistænkte gerningsmænd siddende varetægtsfængslet i sagen, og jo flere indbrud og gerningssteder vi kan knytte dem til, jo længere tid kan vi få dem sat i fængsel.«

Fyns Politi oplyser desuden, at det var ved ransagning 6. december, at man fandt de mange tyvekoster. Flere af ejerne til tyvekostene er fundet.