En uhyggelig sag fra i sommer om grov vold på Strandskolen i Risskov – knækkede tænder og to drenge, som pludselig lå hjælpeløse på jorden, mens de blev overdænget med slag, er torsdag blevet afgjort.

Tre 16-årige drenge, som i sommer gik ud af 9. klasse på skolen, er alle blevet idømt mellem 30 og 60 dages betinget fængsel for at have udøvet vold mod to elever, som på daværende tidspunkt gik i 8. klasse.

Det har domsmandsretten i Aarhus konkluderet.

»De er alle tre kendt skyldige i begge episoder,« oplyser retten.

Overfaldene skete 21. juni på det, der skulle have været en festlig sidste skoledag.

De tre 16-årige, udadtil helt almindelige drenge, har gennem sagen erkendt sig delvist skyldige i enkelte omstændigheder ved episoderne, men alle nægtet, at der skulle være tale om grov vold, som de var tiltalt for.

Den samme vurdering er domsmandsretten torsdag kommet frem til.

Af skyldskendelsen fremgår det, at de i stedet for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, det vil sige §245, er blevet dømt efter den mere lempelige voldsparagraf, §244 – i daglig tal 'simpel vold'.

En paragraf, som modsat §245, gør, at de i stedet for en ubetinget fængselsdom kan få en betinget dom, hvis blot de overholder nogle betingelser.

»Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis de tiltalte overholder følgende betingelser. 1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på et år fra endelig dom. 2. Tiltalte skal efterkomme eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet,« oplyser retten oven på domsafsigelsen, som har fundet sted uden, at B.T. har haft mulighed for at være fysisk til stede.

Ungdomskriminalitetsnævnets opgave er at forebygge kriminalitet blandt unge. Hvis nævnet vurderer, at det er nødvendigt at skride ind med sociale foranstaltninger, er de tre drenge derfor også tvunget til at samarbejde omkring dette.

Det er ydermere vurderet, at en af drengene har haft en mindre rolle ved overfaldene i forhold til de andre. Han har derfor fået 30 dages betinget fængsel, mens de to andre har fået 60 dage.

Selvom retten ikke var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om grov vold, så er anklager Ann Charlott Sørensen alligevel godt tilfreds med dommen.

»Jeg er tilfreds med, at de alle tre er blevet kendt skyldige i at have deltaget i begge overfald,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, dommen sender et vigtigt signal om, at man ikke bare kan kategorisere sådanne overfald som drengestreger i skolegården. Der er tale om vold i straffelovens forstand, og det bliver man altså straffet for,« siger anklager Ann Charlott Sørensen.

Begge overfaldt skete med en halv times mellemrum.

Ifølge anklageskriftet blev det første offer væltet omkuld omkring klokken 12, hvorefter de tre 9. klasse-elever adskillige gange slog, sparkede og trampede ham på kroppen og i hovedet, mens han lå værgeløs på jorden.

Volden var, ifølge anklagemyndighedens vurdering, så voldsom, at den resulterede i, at den 15-årige dreng fik behandlingskrævende tandskader på mindst otte tænder.

Flere af tænderne fik frakturer, hvilket vil sige, at de knækkede eller revnede.

Denne episode fik dog tydeligvis ikke stoppet drengenes blodrus og sendt dem tilbage til karamelkastningen. Allerede omkring klokken 12.30 slog de nemlig til igen mod en anden 8. klasse-elev.

Ham opsøgte de i hans klasselokale, hvorefter de trak og skubbede ham ud i skolegården, hvor han blev væltet omkuld og fik en lignende tur.

Adskillige slag, spark og tramp på både kroppen og i hovedet, alt imens han også lå på jorden og var ude af stand til at modsætte sig, fremgår det af anklageskriftet. Begge ofre var på daværende tidspunkt blot 15 år gamle.

Tandskaderne på det første offer var dog umiddelbart den eneste alvorlige skade, der blev påført under overfaldene, og der blev derfor i sagen sået tvivl om, hvorvidt skaderne reelt var sket under netop det overfald, som de tre drenge blandt andet sad tiltalt for.

Under forsvarernes procedure mandag kom det nemlig frem, at skaderne også kan være påført af andre end de tiltalte.

Det skyldes, at den forurettede i retten i sidste uge skal have forklaret, at han, mens det andet offer blev overfaldet, pludselig fik en flad hånd bagfra med barberskum i hovedet, og det var først derefter, at han opdagede, at han havde slået tænderne. Dermed mente de ikke, at det kan have været de tre tiltalte, som stod bag de skader.

Den forurettede så ikke, hvem der slog ham.

Derfor mente forsvarsadvokaterne heller ikke, at det er rigtigt, det som står skrevet i anklageskriftet.

»Vi er ikke i nærheden af grov vold og paragraf 245 i den her sag – hverken i forhold et eller to,« lød det fra forsvarsadvokat Thomas Kaehne Ghiladi.

De mente i stedet, at strafudmålingen skulle ske efter netop §244, som drengene nu er dømt for, hvis der altså overhovedet skulle ske domfældelse. En af drengene var nemlig hele sagen gennem nægtet sig skyldig i begge overfald.

Og det var retten enig i. De fandt det nemlig ikke bevist, at det var drengene, som stod bag tandskaderne, oplyser anklager Ann Charlott Sørensen.

De tre drenge var henholdsvis 15 og 16 år på gerningstidspunktet. I dag er de alle 16. Det er netop derfor, at sagen også skal behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det er ikke første gang, at sidste skoledag løber af sporet på Strandskolen.

I 2016 måtte skolen også aflyse sidste skoledag, da eleverne blandt andet havde lavet såkaldte 'dødslister' over navngivne personer, som skulle rammes ekstra hårdt på dagen.

B.T. Aarhus forsøger at få en kommentar fra de tiltaltes forsvarsadvokater.

Artiklen opdateres …