Selvom Dronningen altid har formået at finde en fin balance med sine citater, har hun også skabt debat. B.T. har fundet de mest markante udtalelser fra Dronningen frem.

Vi kommer ikke uden om klassikeren over dem alle. Nytårstalen 1984, hvor Dronningen kom med en løftet pegefinger til danskerne, over måden vi behandlede indvandrere på.

»Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde,« sagde Dronningen.

I april 2020 skabte Dronningen også røre, da hun i et stort interview med Politiken stillede spørgsmålstegn ved, om klimaforandringerne er skabt af mennesker.

Her er Dronningen på sommertogt i Nakskov i 2016.
Her er Dronningen på sommertogt i Nakskov i 2016. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

»Det (klimaforandringerne, red.) er ganske givet meget væsentligt og vigtigt at være opmærksom på. Men altså ... at panikke er en meget dårlig måde at tage fat på problemer på. Det går ikke. Det skal man ikke,« sagde Dronningen og uddybede:

»Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om,« sagde hun.

Det fik efterfølgende klimaforskere til at tage sig til hovedet.

Men det er faktisk ikke første gang, Dronningen har sagt noget kontroversielt i forhold til klimaet. I et interview med det svenske medie Expressen i 2019 sagde dronning Margrethe, at man ikke skal skamme sig over at flyve.

Her er Dronningen i Paris i 1999.
Her er Dronningen i Paris i 1999. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

»Det er pudsigt, at man i et land som Sverige, hvor afstandene er store, skal skamme sig over, at man flyver. Men man kan jo ikke køre i trillebør fra Malmø til Haparanda, om jeg så må sige,« sagde hun.

Også i 2021 kom hun med et kækt svar, da B.T. under statsbesøget i Tyskland spurgte, om Dronningen havde lært, hvordan Kongehuset i fremtiden kunne blive mere klimavenligt.

»Det er ikke så meget et spørgsmål om, om robotter kan samle ting op. Det er et spørgsmål om ikke at smide ting. Og det gælder os alle sammen, at vi ikke skal det. Som f.eks. skod og den slags. Nu hører jeg til dem, der ryger uden filter, så det forsvinder, næste gang det regner,« sagde hun.

Dronningen gjorde sig også bemærket under et pressemøde i 2015 i anledningen af sin 75-års fødselsdag. Da en journalist kom til at kalde hende 'du', kom der hurtigt svar på tiltale.

»Undskyld, men nu skal jeg ikke være meget sippet, men jeg tror ikke, at vi har gået i skole sammen, så jeg tror ikke, at vi er dus,« sagde Dronningen.

Dronning Margrethe er også flere gange blevet spurgt, om hun en dag kunne finde på at abdicere.

Sådan så det ud, da Dronningen holdt nytårstale i 1990.
Sådan så det ud, da Dronningen holdt nytårstale i 1990. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

»Vi har ingen tradition for abdikation i Danmark. At være dronning, det er man for livet. Det er en livsopgave. Sådan har det været opfattet i alle de år, Danmark har været et kongerige. Og sådan mener jeg, det bør være,« sagde hun til Jyllands-Posten i 2010.

Da Danmarks Radio i 1984 spurgte, om Dronningen kunne tænke sig at besøge Christiania, fik det også de fleste til at grine.

»Ja, selvfølgelig kunne det være sjovt at besøge Christiania, men selvfølgelig kunne det være sjovest at besøge Christiania, hvis man ikke så ud, som jeg gør. Det svarer lidt til, at man gerne vil være navigatør eller pilot og opdagede, at man var farveblind, så man må opgive den mulighed,« sagde hun.

Janteloven er også kommet under kærlig behandling i en af Dronningens nytårstaler.

»Vi skal nok passe på, at vi ikke af misforstået beskedenhed kommer til at ligge under for den såkaldte Jantelov og dens 'du skal ikke tro, du er noget'. Vel er den meget dansk, men den er farlig, hvis den ender med at gå os i blodet,« sagde Dronningen i 1987.

Dronningen må ikke udtale sig politisk, og hun balancerede da også på en knivsæg, da B.T. i sommeren 2021 spurgte, hvad hun tænkte, da Donald Trump ville købe Grønland.

»Jeg tænkte: 'Det her er ikke nogen købmandsbutik',« lød det fra dronning Margrethe.