Tirsdag offentliggjorde Karina von d'Ahé, at hun trækker sig fra TV3-programmet 'Forsidefruer'.

Den beslutning er blevet modtaget med vemod fra de andre forsidefruer, der fik en fælles besked fra den 48-årige afgående deltager, kort inden hun offentliggjorde sin beslutning, fortæller Janni Ree.

»Det er altid ærgerligt, når nogen stopper, og Karina har været sød og god til at mægle mellem alle. Men selvom hun har været neutral og ikke en del af balladen, så kan jeg udmærket sætte mig ind i, at det ikke er rart. Så jeg har fuld forståelse for, at hun ikke har lyst til at være med mere,« lyder det fra den 51-årige 'Forsidefruer'-deltager til B.T.

Også deres fælles kollega Amalie Szigethy er ked af at måtte undvære den vellidte Karina von d'Ahé.

Karina von d'Ahé har trukket sig fra 'Forsidefruer' på grund af alt dramaet og iscenesættelsen. Her forsøger hun at mægle med Janni Ree i den seneste og tiende sæson af programmet.
Karina von d'Ahé har trukket sig fra 'Forsidefruer' på grund af alt dramaet og iscenesættelsen. Her forsøger hun at mægle med Janni Ree i den seneste og tiende sæson af programmet.
Vis mere

»Selvfølgelig kan jeg godt forstå hende, for det er også hårdt. Det er også nyt for Karina, men jeg har jo levet af det, siden jeg var 18 år, det er bare vilkårene, når man laver tv. Enten er man til det, eller også er man ikke,« lyder det fra den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager.

Gunnvør Dalsgaard forstår ligeledes til fulde Karina von d'Ahé. Hun havde også godt forudset hendes exit fra 'Forsidefruer'.

»Jeg sætter meget stor pris på hende som kollega, og jeg synes, hun bragte noget virkelig fint og ægte ind i programmet. Det kom dog ikke som en stor overraskelse, da hun og jeg har talt om beslutningen tidligere. Som hendes veninde synes jeg, at det er den helt rigtige beslutning, og jeg forstår hende godt,« lyder det fra den 39-årige 'Forsidefruer'-deltager.

Hun genkender nemlig Karina von d'Ahés frustrationer omkring, at programmet kan være meget opstillet. Samtidig kan de mange ægte skænderier være ubehagelige, hvilket hun tirsdag over for B.T. angav som grunden til, hun trak sig fra programmet.

Janni Ree og Gunnvør Dalsgaard i 'Forsidefruer' tilbage i sjette sæson.
Janni Ree og Gunnvør Dalsgaard i 'Forsidefruer' tilbage i sjette sæson.
Vis mere

»Der er episoder, som har været så absurde at medvirke i, at jeg også flere gange har været ved at trække mig,« indrømmer Gunnvør Dalsgaard.

»Men jeg glemmer hurtigt, og jeg er blevet bedre til at parkere optagelserne og ikke bruge energi på 'Forsidefruer', når vi har fri. Og når det er sagt, så er der også masser af gode stunder og oplevelser med de andre fruer, og det prøver jeg at fokusere på.«

Samme indstilling har Janni Ree, selvom også hun er bevidst om, at det kræver sin kvinde at stå model til programmets dramaniveau.

»Jeg har også flere gange overvejet, om det er værd at være med i så meget ballade og møde op på arbejde med ondt i maven. Det er en hård serie at være med i, fordi der er jo meget drama, og det tager meget af ens tid, for vi skal også selv byde ind med, hvad der sker i vores liv i den kommende tid, som vi kan filme,« forklarer Janni Ree.

Hun tilføjer:

»Man skal jo også tænke på sin fremtidige karriere, at programmet kan sætte én i dårligt lys. Det har Karina måske tænkt – jeg har i hvert fald tænkt det. Jeg synes ikke, programmet er opstillet, men klipningen har jeg været rigtig ked af før.«

Selv forklarede Karina von d'Ahé, at hun i stedet for TV3-programmet vil fokusere på sit tørklædefirma samt på at være beautyinfluencer.

»Nogle gange har det været sådan, at alle har haft ondt i maven, når vi skulle mødes,« forklarede Karina von d’Ahé tirsdag om realityprogrammets mange skænderier.

»Jeg synes, at man skal bidrage, når man er der, og jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at zoome lidt ud. Der er jo nogle af tingene, som måske er lidt langt fra det, man selv ville lave, eller det man gør,« lød det videre.

Programdirektør for NENT, Kenneth Kristensen, fortæller til B.T., at man »har været rigtigt glade for« den afgående forsidefrue, og at man »naturligvis er kede af, samarbejdet nu ophører«, selvom man »hundrede procent respekterer hendes beslutning«.

»Det kan bestemt være hårdt arbejde at medvirke i et realityprogram, men det er vores indtryk, at Karinas gode oplevelser og minder ved at medvirke i programmet overskygger de mindre gode,« lyder programdirektørens svar på kritikken fra den afgående Karina von d'Ahé.

Lige nu er der pause i optagelserne på 'Forsidefruer', og programmets fremtid er derfor uklar, fortæller de tre forsidefruer Janni, Amalie og Gunnvør, der endnu ikke har hørt fra TV3.

Til B.T. fortæller Kenneth Kristensen dog, at man først vil overveje Karina von d'Ahés mulige erstatning, når den kommende sæson 11 med alle de seks fruer er færdig.

»Først efterfølgende vil vi se nærmere på, om vi skal finde en erstatning til Karina. Heldigvis har vi fem andre fruer, som vi er meget glade for,« lyder det fra NENT-programdirektøren.