Helsingør Kommunes Beredskab har opklaret, hvorfor en 16-årig pige og hendes hund fik stød under en gåtur.

En 16-årig pige fik sig sit livs chok, da hun 2. december gik tur med sin hund i Espergærde.

Pigen gik ned ad Kløvervej med sin hund i snor, da hun pludselig mærkede et voldsomt elektrisk stød.

Da redningsmandskabet ankom til stedet lå hunden livløs på fortovet.

»En dyrlæge var tilfældigt kommet forbi og havde forsøgt at tilse hunden, men hun havde også fået stød, da hun nærmede sig,« fortæller Kristian Schiang-Franck, der var indsatsleder på ulykkesstedet.

Pigen stod på den anden side af vejen og fandt støtte hos nogle venner, der trøstede hende, fortæller han:

»Hun var meget chokeret. Det var meget frygtelig og en kæmpe forskrækkelse for hende.«

I en omkreds af seks til ti meter omkring hunden var der strøm i jorden, og brandvæsnet kunne derfor ikke nærme sig dyret.

Redningspersonalet oprettede derfor en afspærring, som blev erklæret fareområde.

El-selskabet blev kontaktet, og de sendte en vogn med specialister og teknikere ud til ulykkesområdet.

Da der var blevet lukket for strømmen, gav el-selskabet sig til at grave i området, og snart stod det klart, hvad der havde forårsaget ulykken.

Langs med fortovet, hvor pigen gik med sin hund, havde en haveejer opført et lille hegn med metalstolper, der var banket i jorden.

»Stolperne har ramt et strømkabel under jorden, og det har ført strøm op, så hele hegnet blev elektrisk. Hunden er formentlig kommet til at røre hegnet, så strømmen er gået igennem den og via hundesnoren til pigen,« fortæller Kristian Schiang-Franck.

Hunden havde fået mange volt igennem sig og var afgået ved døden. Den blev kørt hjem til pigens far, som efterfølgende ville begrave den i baghaven.

Pigen blev kørt til observation på sygehuset.

»Når man får så meget strøm igennem sig, er det vigtigt at få observeret hjertet, for der kan godt opstå nogle skader, man ikke umiddelbart kan mærke,« lyder det fra indsatslederen.

Han vurderer, at ulykken potentielt kunne have været langt større.

»Nu var det en hund der døde, men det kunne lige så godt være et menneske, der kom til alvorligt skade. Eller en børnehave, der gik forbi og rørte ved hegnet.«

El-selskabet undersøger nu, om kablerne var korrekt gravet ned. Kristian Schiang-Franck understreger dog, at det er husjeres ansvar at indhente oplysninger fra kommunen eller el-selskabet, inden man giver sig til at grave eller hamre stolper i jorden.