Efter 33 år i Topdanmark har koncerndirektør Brian Rothemejer Jacobsen valgt at forlade sin stilling.

Det skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

Topchefens afsked kommer i forbindelse med en større strukturændring, fremgår det.

Brian Rothemejer Jacobsen har senest haft ansvar for blandt andet den centrale kundeservice.

Ifølge pressemeddelelsen har topchefen selv været med til at beslutte omstruktureringen, og han tager nu den konsekvens af den at forlade sin stilling.

I stedet bliver Rasmus Ruby-Johansen koncerndirektør og indtræder i koncernledelsen 1. februar 2022.

Brian Rothemejer Jacobsen har været ansat i Topdanmark siden 1988 og har været både administrerende direktør for Topdanmark Livsforsikring og senest COO og koncerndirektør.

Han stopper officielt som direktør 31. december 2021 og udtræder af Topdanmarks koncernledelse 31. januar 2022. I den forbindelse ophører den nuværende COO-rolle, lyder det i pressemeddelelsen.

»Selvom Brian ikke stopper før en gang i 2022, så er det vigtigt for mig at sige en stor tak til Brian, der har taget en svær og modig beslutning, hvor han sætter Topdanmark foran sig selv. Udover at have været drivkraften bag en lang række strategiske initiativer, som betyder, at Topdanmark i dag er en konkurrencedygtig og veldrevet virksomhed, har han været en kulturbærende leder og personlighed i Topdanmark, som kolleger kommer til at savne,« siger administrerende direktør og Group ceo i Topdanmark, Peter Hermann.