'Urimelige personbeskyldninger'
Det er sent om aftenen tirsdag 16. november. Vælgerne har stemt, og konstitueringsforhandlingerne er afsluttet.
Med et borgerligt flertal i ryggen bliver Mads Duedahl (V) ny regionsrådsformand, og dermed må institutionen Ulla Astman (S) afgive formandstaburetten.
Efter 14 år er det slut. Til nytår træder regionsrådsdronningen ned fra sin trone.
B.T. har talt med Ulla Astman om nederlaget, hendes politiske stil og det stof, hun er gjort af.
Her knap en måned senere har den afgående hovedperson selv en række bud på, hvorfor det gik, som det gjorde.
»Noget landspolitisk har spillet ind. Mink, sms-sagen og sygeplejerskekonflikten. Men også lokalpolitiske emner som den tredje limfjordsforbindelse og sygehusbyggeriet.«
»Men der er også noget med, hvordan valgkampe anno 2021 er. De finder meget mere sted på sociale medier, end de finder sted på gaden, som de gjorde før i tiden.«
Den afgående regionsrådsformand fortæller, at hun mest er ærgerlig over, at Socialdemokratiet mister posten efter virkelig mange år.
»Det gør ondt. Det er vemodigt og en ny situation for mig. Jeg skal på en eller anden måde redefinere mig selv, for de sidste 14 år har min identitet jo rigtig meget været regionsrådsformand. Det er man på godt og ondt 24 timer i døgnet.«
Nederlaget førte hende gennem forskellige følelsesmæssige faser, forklarer hun.
»Først var jeg vred, så var jeg ked af det, og så kommer man lidt ovenpå.«
Vreden retter hun ikke mod vælgerne, men i stedet mod de metoder, som modkandidater har brugt.
»Der har været nogle urimelige personbeskyldninger. Det er ikke ordentlighed, jeg synes, der har præget valgkampen.«
»Når jeg for eksempel skal stå og høre på, at jeg har forringet kræftbehandlingen, så bliver jeg vred. Derudover har diskussionerne om sygehusbyggeriet også været meget personbåret, og nogen har påstået, at jeg nærmest var skyld i det hele.«
14 år som regionsrådsformand slutter til nytår. Men den politiske interesse startede mange, mange år før det.
Som helt lille legede Ulla Astman Folketinget i sit barndomshjem i Grenå.
Hun havde en taburet, som hun stillede foran sig som talerstol. På den var der en klokke, og så var der ellers placeret bamser på rad og række – klar til at høre den meget lille taler ytre sig om smørpriser, Lego-klodser eller andre dagsordenssættende emner.
Voksen-Ulla husker tydeligt, hvad der fascinerede barne-Ulla ved seancen.
»Jeg synes, det så sjovt ud, at de stod på en talerstol og talte, uden at der var nogen, der afbrød. Jeg var jo nummer tre i en søskendeflok på tre, så det var jo ikke altid, jeg fik den taletid, som jeg syntes, jeg skulle have.«
Barne-Ulla gjorde sig ikke mange tanker om selve det politiske spil. Men 51-årige Ulla Astman svarer hurtigt, da hun skal beskrive, hvad der tænder hende ved det politiske liv.
»Det er jo indflydelsen og det at få lov til at være med til at sætte sit præg på beslutninger.«
»Men det handler også om at diskutere de forskellige holdninger og så finde fællesmængden den vej igennem. Men det er også det at være med til at skubbe regionen i den retning, som man synes er den rigtige.«
Efter et valgnederlag virker det også meget oplagt at kigge på sin egen person. Ulla Astman har aldrig været en af landets mest frembrusende politikere. Men hun fortryder ikke sin stil.
»For mig der er det sagen, der er det vigtigste. Jeg står af, når det begynder at dreje sig om en selv, og når man skal føre sig frem på alle mulige måder og i alle mulige programmer. Det er ikke mig.«
»Derfor kommer du heller aldrig til at se mig i nogle af de der glamourprogrammet. 'Vild med dans' eller 'X Factor' eller så noget.«
Den 51-årige mor til tre er vokset op med det, hun selv kalder 'jysk beskedenhed'. Man skal ikke tro, man er noget, og man kan ikke leve af en titel. Det kræver hårdt arbejde. Og selv hvis det må koste et definitivt politisk exit, kommer hun ikke til at gå på kompromis med de dyder.
»Til en vis grænse vil jeg selvfølgelig gerne åbne op for, hvem jeg er. Men jeg går ikke rundt og laver om på mig selv for at skal være i politik.«
»Man kommer ikke til at få et popbillede af mig, for det er ikke mig. Det er ikke min personlighed.«
»Og så bliver man hurtigt sådan lidt mere kedelig-agtig i nogens øjne.«
Ulla Astman erkender, at hendes politikerstil måske er en anelse gammeldags. Og hun er bekendt med, at nogen kalder hendes stil for 'tør'.
»Men hvis det er den måde, man skal være politiker på – med pop og glimmer – så er det ikke mig.«
Ifølge Ulla Astman har hun nu lagt valgnederlaget bag sig.
»Jeg er afklaret og har sundet mig ovenpå det. Nu fokuserer jeg på at komme videre.«
Hvad der efter nytår skal ske med familiemoren fra Gistrup er dog endnu uvist.
»Jeg er ved at gøre helt op med mig selv, hvad jeg drømmer om. Men jeg kunne vildt godt tænke mig noget organisationsarbejde af en art.«
»Jeg er begyndt at kigge på stillingsannoncer. Efter 1. januar skal jeg på med vanten og i gang med at skrive nogle jobansøgninger. Vi må se, hvad fremtiden byder på af muligheder.«
