Det er kun fire år siden, at de fire dansk iværksættere fik ideen og stod og lavede tyggegummi hjemme i køkkenet.

Nu er True Gum blev solgt til den svenske fødevarekoncern Humble for et trecifret millionbeløb.

Helt præcist er prisen på 170 millioner kroner – men den kan stige til hele 253 millioner kroner, hvis forskellige salgsmål bliver opfyldt i den kommende tid.

»De har fået succes med at identificere et uopdaget marked for fuldstændigt plastikfrit tyggegummi og er hurtigt vokset til et blive førende på nicheområdet,« som Humble-direktør Simon Petrén udtrykker det.

Det er altså den danske kvartet bestående af Peter Regnersgaard, Jacob Motzfeldt, Zabrina Ziegler og Morten Ebdrup, der i 2017 satte sig for at genopfinde tyggegummiet, da de fandt ud af, at almindeligt tyggegummi indeholder plastik – og mange af de samme ingredienser, som findes i dæk, plastikflasker og lim. Som de fortæller i en video på firmaets hjemmeside.

Det lykkedes. Blandt andet ved hjælp af saft fra et træ i Sydamerika, der kunne erstatte plastikken.

Og i dag findes de bæredygtige tyggegummi fra True Gum så i mere end 15.000 butikker i 23 forskellige lande. Hovedmarkederne er Danmark, Sverige og Tyskland.

Det skal gerne vokse yderligere i fremtiden.

»Igennem Humbles brede salgskanaler vil vi være i stand til at øge vores markedsandele yderligere på internationalt plan, og man kan kun være ydmyg over at få mulighed for det med en partner, der deles de samme værdier,« siger en grundlæggerne af True Gum, Jacob Motzfeldt, i en pressemeddelelse

I dag bliver tyggegummiet i øvrigt ikke længere håndlavet hjemme på køkkenbordene, men det sker i hovedkvarteret i Glostrup uden for København, hvor der er 40 ansatte.

Humble har overtaget 100 procent af den danske virksomhed.