Den amerikanske filmstjerne George Clooney har rigeligt med mønt på lommen.

Men alligevel havde de færreste nok kunne takke nej til det samme tilbud, som han engang fik. Nemlig 35 millioner dollar - lige i underkanten af 230 millioner danske kroner - for en enkelt dags arbejde.

Den anekdote deler den 60-årige skuespiller i et nyt interview med engelske The Guardian.

»Jeg blev tilbudt 35 millioner dollar for én dags arbejde på en reklame for et flyselskab, men jeg talte med Amal om det, og vi besluttede os for, at det ikke var det værd,« fortæller George Clooney om sin britisk-lebansesiske kone, menneskerettighedsadvokaten Amal Clooney née Alamuddin.

George Clooney og hans britisk-lebanesiske kone Amal Clooney til premiere på 'Catch 22' i Rom i 2019.
George Clooney og hans britisk-lebanesiske kone Amal Clooney til premiere på 'Catch 22' i Rom i 2019. Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

»Det var forbundet med et land, som - selvom det er en allieret - er tvivlsomt sommetider, og så tænkte jeg: 'Okay, hvis det tager et minuts søvn væk fra mig, så er det ikke det værd'.«

George Clooney er da også blandt de rigeste skuespillere i verden med en estimeret formue på 500 millioner dollar svarende til omtrent tre og en kvart milliard danske kroner.

Men det er ikke fordi, den instruerende filmstjerne ikke vil lave reklamer overhovedet.

Mange vil nok genkende hans ansigt fra Nespresso-reklamerne, hvilket ifølge The Guardian har indtjent ham 40 millioner dollar, altså næsten 263 millioner danske kroner.