Okay, lad os få det på det rene med det samme - huset har ikke rykket sig i fysisk forstand.

Det står præcis samme sted, som det gjorde i filmen 'Alene Hjemme' - nemlig i en forstad til Chicago. Men én ting er i den grad anderledes fra dengang, Macaulay Culkin i rollen som Kevin McAllister satte to indbrudstyve godt og grundigt på plads.

Nu kan du nemlig få lov til at tilbringe én nat i det ikoniske hus.

Det er udlejningsportalen Airbnb, som åbner op for udlejningen 7. december, og besøget - som altså kun indeholder én overnatning - skal finde sted 12. december. Huset har plads til fire gæster

Ifølge BBC er prisen kun 164 kroner, og så får gæsterne også lidt ekstra med i oplevelsen.

Huset vil være udsmykket med de samme juledekorationer, og gæsterne kan få lov til at opsætte deres egne fælder samt nyde måltiderne fra filmen.

Det er sågar planlagt, at gæsterne kan få lov til at møde en fugleedderkop, der som bekendt også spillede en vigtig birolle i filmhittet.

Som altid hos Airbnb er det en 'vært', som udlejer boligen.

I dette tilfælde er det 'Alene Hjemme'-skuespilleren Devin Ratray, der spillede storebroren 'Buzz' - og som i øvrigt var ejermand til førnævnte fugleedderkop.

I sin værtsbeskrivelse indrømmer han, at filmen nok ikke fremstillede ham som den mest imødekommende person.

»Men jeg er blevet voksen, og jeg vil være glad for at dele mit barndomshjem - og sågar min pizza - med dig i denne feriesæson,« skriver han.

For at markere den første udlejning af huset laver Airbnb også en donation til Chicagos børnehospital.

Der er netop kommet en ny film i 'Alene Hjemme'-franchiset, som gæsterne også kan få lov til at se under opholdet.

Men hvis man skal tro anmelderne, er det nok en oplevelse, de gerne vil skåne sig selv for.