Kridt danseskoene og knap en kold op.

En af Danmarks helt store koncertturneer vender tilbage i 2022. Og et af stoppene bliver i Aalborg.

Grøn Koncert har de seneste to år måttet aflyse den velkendte tur rundt i landet på grund af corona.

Men 24. juli 2022 kan nordjyderne igen svinge hofterne, når musikkaravanen lægger vejen forbi landsdelens største by.

»Det er helt fantastisk, at vi kan se frem til en sommer, hvor Grøn igen kan fylde de mange tomme plæner i landet. Efter at festivalen sidste sommer blev aflyst for andet år i træk, hungrer vi efter at skabe den helt særlige Grøn-stemning sammen med vores gæster og vores frivillige,« siger Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Traditionen tro er det netop Muskelsvindfonden og Tuborg, der sammen står bag koncertrækken.

»Vi er i fuld gang med at stable et fedt lineup på benene, som vi glæder os helt vildt til at afsløre… det må dog vente lidt endnu,« tilføjer Theis Petersen.

Udover Aalborg, er der syv andre byer på årets turplan. Billetterne til sommerens koncerter er endnu ikke sat til salg.

Siden 1983 har Grøn Koncert turneret Danmark rundt. Overskuddet fra musikfesten går til Muskelsvindfonden