To år.

Så længe har aarhusianerne måttet undvære Grøn Koncert på grund af covid-19-aflysninger. Men i 2022 vender den danske sommerturné tilbage.

Og her er det nærmest en selvfølge, at koncerten lægger vejen forbi Aarhus.

»Det er med stor glæde og forventning, at Muskelsvindfonden og Tuborg nu kan offentliggøre, at sommeren 2022 vil emme af gensynsglæde!« skriver arrangørerne bag Grøn i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Grøn kommer nemlig forbi hele otte danske byer på deres velkendte sommerturné og sørger som sædvanligt for god musik, læskende drikkevarer og ægte Grøn-stemning.«

Og hvornår skal der så sættes kryds i kalenderen for aarhusianer, der gerne vil nyde de danske artister, spørger I?

Krydset skal sættes 23. juli. Her danner Marienlystvej i den nordlige del af Aarhus nemlig rammen for en dag i musikkens tegn.

»Det er helt fantastisk, at vi kan se frem til en sommer, hvor Grøn igen kan fylde de mange tomme plæner i landet. Efter at festivalen sidste sommer blev aflyst for andet år i træk, hungrer vi efter at skabe den helt særlige Grøn-stemning sammen med vores gæster og vores frivillige,« udtaler indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, i pressemeddelelsen og tilføjer:

»Vi er desuden i fuld gang med at stable et fedt lineup på benene, som vi glæder os helt vildt til at afsløre … det må dog vente lidt endnu.«

Aarhus bliver det tredje stop på årets Grøn.

Turen for Grøn 2022

  • Amager 21 juli 2020.
  • Kolding 22 juli 2022.
  • Aarhus 23 juli 2022.
  • Aalborg 24 juli 2022
  • Esbjerg 28 juli 2022
  • Odense 29 juli 2022
  • Næstved 30 juli 2022
  • Valby d. 31/7-22