En kvinde fra Jægerspris er onsdag eftermiddag fundet død langs vandkanten i Hundested.

Det bekræfter vagtchefen ved Nordsjællands Politi overfor B.T.

»Klokken 16.22 modtog vi en anmeldelse om en drukneulykke, og det er en 51-årig kvinde fra Jægerspris,« fortæller Rolf Hoffman, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Kvinden blev fundet død ved Amtsvejen, der ligger syd for Grønnehavevej, og hun har været efterlyst siden tirsdag morgen.

Vagtchefen oplyser, at det ikke tyder på, at der er noget mistænkeligt ved hændelsen.

»Der er ingen mistanke om, der er sket noget kriminelt,« fortæller Rolf Hoffmann.

De pårørende er underrettet.

B.T. følger sagen.