En kraftigt beruset kvindelig bilist blev mandag dømt for at have kørt med alt for meget alkohol i blodet.

Det oplyser Vestegnens anklagere på Twitter.

Her lyder det nemlig, at en 26-årig kvinde fra Rødovre er blevet idømt 20 dages betinget fængsel.

Det skyldes, at hun i juli 2020 kørte med en promille på 2,76 i Albertslund.

Udover at være blevet idømt 20 dages betinget fængsel, er hun blevet frakendt førerretten i tre år.

Desuden har hun fået en bøde på 2.500 kroner, ligesom bilen er blevet konfiskeret.

Ifølge færdsels- og straffeloven er der tale om vanvidskørsel, hvis man kører med en promille på over 2,00.

Derudover er der også tale om vanvidskørsel, hvis man kører med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent eller kører med en hastighed på 200 km/t eller derover.