Flere erfarne politikere fra den gamle garde i Aarhus Byråd blev ikke valgt ind og er på vej ud af vagten. En af dem, der skal vinke farvel til sit elskede rådhus efter 28 år på de bonede gulve er det konservative - og tidligere socialdemokratiske - medlem Ango Winther.

»Jeg blev selvfølgelig skuffet. Men jeg kan ikke rigtigt tillade mig at drikke gravøl over det, for jeg har trods alt været så heldig at få 28 år i byrådet,« siger byrådsveteranen.

Han har i alle årene haft en plads i udvalget for Teknik og Miljø, for det er infrastruktur og byudvikling, der er hans helt store interesse.

Han har arbejdet som køreplanlægger i Aarhus Sporveje i 25 år og har kørt de aarhusianske gader tyndt bag busruden, så han kender efterhånden de fleste afkroge af byen.

Han tror selv, en af årsager til, at vælgerne ikke gav ham en byrådsperiode mere, er, at aarhusianerne har fået nok af den byfortætning, han og resten af teknisk udvalg har nikket ja til de senere år.

»Det er et klart signal fra aarhusianerne til os i Teknisk Udvalg. Jeg tror simpelthen ikke, vi har været gode nok til at forklare borgerne, hvad alternativet til fortætning er. Vi har ikke været dygtige nok til at kommunikere, hvorfor det er nødvendigt,« siger han.

Nogle af de projekter, han gennem årene har været med til at godkende, er han stolt af. Andre fortryder han.

En af de første sager, han blev præsenteret for som nyvalgt byrådsmedlem i 1994, var en nedlæggelse af vejen Åboulevarden og en åbning af åen. En beslutning som siden har skabt masser af liv omkring åen med cafeer og restauranter.

Han er også stolt af, at Værkmestergade blev forlænget til Søndre Ringgade og satser også på, at byrådet uden ham får færdiggjort planen og forlænget vejen yderligere helt ud til Åhavevej.

Men særligt en beslutning nager ham i dag: Glas-højhuset Prismet i Ceres-krydset ved Den Gamle By.

»Prismet er simpelthen malplaceret. Det skulle vi aldrig have sagt ja til, for det skærmer for Den Gamle By. Men det blev opført i 2001 i en periode, hvor der ikke var gang i en eneste murerske i hele byen. Så da der pludselig kom nogle med en pose penge og en stak tegninger under armen, blev vi overtalt til at godkende projektet, så vi kunne få skabt nogle arbejdspladser og sende et signal om, at der altså stadig sker noget i Aarhus,« siger Ango Winther.

Den gamle by i Århus med det omdiskuterede byggeri Prismet i baggrunden.
Den gamle by i Århus med det omdiskuterede byggeri Prismet i baggrunden. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

Ango Winther er født i Vendsyssel, men har boet det meste af sit voksenliv i Aarhus, som han elsker. Han bor sammen med sin kone Helle i et lejet parcelhus i Viby, og deres nu voksne datter bor med hendes familie i Hørning.

Ango Winther meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1975. Han var blevet valgt som tillidsmand for de timelønnede buschauffører i Aarhus Sporvejene og fik en kammeratlig påtale om, at det nok var bedst, hvis han ikke bare var med i fagforeningen, men også Socialdemokratiet.

Han blev valgt ind i byrådet første gang i 1993 og var utrolig spændt og nervøs. Der gik mange måneder, før han første gang tog ordet i byrådssalen.

»Dengang gik man meget mere ydmygt til opgaven, end de unge nyvalgte gør i dag. Jeg synes, det er mest rigtigt at bruge lidt tid på at sætte sig ind i den opgave og det ansvar, man har fået,« siger han.

Noget andet, der har ændret sig de seneste 30 år, er ifølge Ango Winther, at der tidligere var større tradition for at tage ud og møde borgerne over en kop kaffe. Det er i hvert fald noget, han selv har brugt meget tid på, fortæller han.

Derudover kan det også bekymre ham, at nogle af de unge nyvalgte ikke har reel erfaring fra virkelighedens arbejdsmarked, som han selv havde masser af, da han gik ind i politik.

»Det er simpelthen så vigtigt med både erhvervserfaring og livserfaring. Og det kan godt bekymre mig lidt, at den slags måske ikke vægtes så højt hos alle i dag,« siger Ango Winther.

Billedet her er taget af byrådsmedlem Ango Winther i 1998 i forbindelse med en skraldekonflikt i Aarhus.
Billedet her er taget af byrådsmedlem Ango Winther i 1998 i forbindelse med en skraldekonflikt i Aarhus. Foto: ERIK JEPSEN
Vis mere

Ango Winther har også et godt råd til de nyvalgte: Husk at brug tid på familien.

For det har han ikke selv været alt for god til. De seneste tre årtier har han brugt 20-25 timer om ugen på kommunalpolitik, og når arbejdet også skulle passes ved siden af, var der ikke mange timer tilbage i døgnet til familielivet derhjemme.

»Jeg har svigtet ved ikke at være der særligt meget for min datter, da hun var lille. Jeg kan tydeligt huske en aften, hun fulgte mig ud til bilen og spurgte, hvorfor jeg egentlig aldrig var hjemme om aftenen. Det gjorde ondt,« siger han.

I dag kompenserer han ved at kaste en masse tid og kærlighed efter sine to børnebørn på tre og et år i stedet, og de kan godt se frem til endnu mere morfar-tid fremover.

Han er dog ikke helt klar til at gå på pension, selvom han er 71 år. Så udover børnebørnene skal han bruge sin tid som selvstændig konsulent inden for byggeri og lokalplaner.