Der sad ikke nogen på førersædet af den bil, som politiet mandag aften påkørte og standsede under en biljagt midt i Aarhus.

Jakob Chrisitansen fra Østjyllands Politi forklarer, at en patrulje omkring klokken 20.40 opdagede en personbil, der kørte over for rødt ved krydset ved Søren Frichs Vej og Vestre Ringgade.

Politiet fulgte efter, og da bilen endnu en gang kørte overfor rødt, satte patruljen blink på og hastede efter bilen, der var i høj fart.

Men pludselig kunne betjentene se, at bilen foran dem begyndte at køre langsommere på Ringgadebroen.

Kort før krydset Ankersgade/Søndre Ringgade drejede bilen på vejen.

»Her ser patruljen, at der ikke sidder nogen på førersædet og styrer rattet. Bilen begynder at dreje, og derfor vurderer de, at de skal påkøre den for at få den standset.«

»Det er ekstremt farligt at slippe rattet og ikke længere styre bilen, når de kører på en trafikeret vej midt inde i Aarhus. Det er en meget alvorlig sag,« siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.

Efter påkørslen ramte bilen ind i en lysmast. Her skete der større materiel skade, men ingen personer kom dog umiddelbart noget alvorligt til, oplyse politiet.

Jakob Chrisitansen forklarer, at det er yderst sjældent, at man vælger at påkøre en anden bil for at få den standset.

»Det er kun, når der ikke er andre udveje. Det var en yderst farlig situation.«

De to mænd på 25 og 28 år blev på stedet anholdt. Politiet mistænkte, at mændene var påvirkede og derfor blev der taget blodprøver af dem begge.

Ved ransagning af bilen fandt politiet en kniv og en golfkølle i bilen, som ingen af mændene ville kendes ved.

Derudover fandt de en joint. Den 25-årige erkendte her, at det var hans.

Den 25-årige blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer på grund af besiddelsen af en joint.

Der kan dog komme flere sigtelser i takt med, at politiets efterforskning skrider frem. Blandt andet skal det klarlægges, hvem der har ført bilen, og om en eller begge skal sigtes for kniv- og våbenbesiddelse.

Derudover oplyser politiet, at der blevet begået en del færdselsforseelser ved episoden.