»Det værste, vi har set indtil nu.«

Det kalder briterne en ny coronavariant, som man formoder stammer fra Sydafrika. Derfor indfører Storbritannien nu rejserestriktioner for seks afrikanske lande.

Fly fra Sydafrika, Namibia, Lesotho, Botswana, Eswatini og Zimbabwe vil fra fredag klokken 12 blive tilføjet til den røde liste, så de ikke kan lande i Storbritannien. Det skyldes, at en ny mutation ser ud til at kunne glide udenom de vacciner, der er blevet udviklet.

»Det bekymrende ved den er, at den ser ud til at opføre sig anderledes, end de andre varianter vi kender. Det er lige den form for mutationer, som man har frygtet allermest. Den vil nemlig glide udenom vaccine og beskyttelse,« fortæller B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.
Vis mere

Og fordi der er grund til bekymring, har man altså handlet hurtigt i Storbritannien:

»Man lukker ikke bare ned for flyruter på den måde uden grund. Det er, fordi man har set noget, der skræmmer eksperter,« fastslår Illeborg.

Ifølge ham er det ikke udelukket, at man i Europa vil følge trop og lukke af for fly fra Sydafrika.

»Det bliver interessant at se. Det afgørende bliver, om den er mere smitsom, og om man kan stoppe den,« fortæller Illeborg og afslutter:

»Indtil videre har det været svært at lukke af, hvis en mutation viser sig at være meget smitsom. Vi har tidligere set, at vi har udskudt en smitte, men at den er umulig at forhindre - eksempelvis med delta.«