En sand strøm af spydige kommentarer fyger i disse dage mellem Konservative og Venstre.

Faktisk er der tale om regulær ordkrig, hvor parterne blandt andet beskylder hinanden for løgne, kuk og snyd.

»Det er jo et mønster, vi har set før. Når Venstre og Konservative ikke holder sammen, så er der altid en isnende kold stemning i en periode bagefter,« sådan lyder det fra B.T.s politiske kommentator Søs Marie Serup.

Dét, der især har fået gryden til at koge over, er et interview Christoffer Lilleholt gav til TV 2 Fyn onsdag aften, hvor han blandt andet sagde, at:

»Vi gik vælgerne i møde med et håb og en kamp for at skabe en borgerlig borgmester. Det kunne så ikke lade sig gøre, fordi der er flere borgerlige partier, der har valgt at pege på Socialdemokratiet.«

Og netop det udsagn, har fået flere konservative spidser i Odense til at fare i det elektroniske blækhus. Konservatives spidskandidat, Søren Windell, var hurtigt ude med riven og kaldte Lilleholts udtalelser for 'ikke sande' og hans ageren for en 'umoden opførsel'.

»Det er meget sjældent, at jeg reagerer sådan her. Men når politikere på rådmandsniveau opfører sig som om, de stadig befinder sig i Venstres Ungdom, er min grænse ganske enkelt nået,« skriver Søren Windell.

»Det er endnu værre end cirkus. For i cirkus ved man, at man bliver snydt af klovnen.«

Nogenlunde enslydende Facebook-opslag har flere af Søren Windells partifæller også lagt op på deres facebook-sider. Og i kommentarerne til opslagene skyder flere Venstrefolk - både folkevalgte og medlemmer fra baglandet - tilbage:

»Vi havde regnet med jer, men det kunne vi ikke,« skriver Venstres byråds- og folketingsmedlem, Marlene Ambo-Rasmussen.

Hun bliver bakket op af Brian Lauridsen, næstformand for Venstre Odense.

»Søren, det passer jo ikke. I har på ingen måde forsøgt et borgerligt alternativ,« skriver han.

Men det er en farlig kampplads at begive sig ud på, lyder vurderingen fra Søs Marie Serup, der er politisk kommentator på B.T.

»Hvis der går internetkrig i den, så taber begge parter værdighed,« forklarer Søs Marie Serup.

Hele årsagen til facebook-krigen skal findes i de seneste ugers udvikling i odenseansk politik.

På valgnatten indgik Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og Nye Borgerlige en konstitueringsaftale. Altså en aftale blandt alle partier - på nær Venstre - om den nye sammensætning af byrådet i Odense.

Den aftale brød Enhedslisten med, da de søndag smed en politisk bombe og indgik i en ny alliance med Venstre, som blandt andet kunne sikre en rådmandspost til Enhedslisten.

Efter tre intense dages politiske forhandlinger endte forløbet dog med stort set samme resultat som på valgnatten. Altså en konstitueringsaftale, der gør Peter Rahbæk Juel til borgmester, og sikrer Konservative to rådmandsposter.

Og netop dét er Venstres, Christoffer Lilleholt, særdeles kritisk overfor.

»Med den her aftale må vi konstatere, at Venstre nu er den eneste borgerlige opposition tilbage i Odense. Det er jo ikke os, der har skiftet holdning. Vi kan ikke købes for bestyrelseshonorarer. Vi vil have politisk indflydelse,« lød det onsdag fra Christoffer Lilleholt.

Hvad skal vælgerne tænke om det her?

»De borgerlige vælgere håber, de borgerlige arbejder sammen. Hver gang de bliver skilt ad, så bliver vælgerne skuffede,« siger Søs Marie Serup.

Hun vurderer, at arbejdsklimaet i det kommende byråd bliver noget anstrengt.

»Det tyder på, at det bliver et halvgiftigt politisk miljø den næste tid. Det vil være synd for Odense, hvis man melder sig ind i rækken af storbyer med den type giftigt politisk arbejdsmiljø.«

»Det har det med at sætte sig i lange perioder. Også perioder, der rækker ud over et enkelt eller fire år,« siger B.T.s politiske kommentator.

Hvis partierne ikke er i stand til at få klinket skårene i en fart, så risikerer de at trække det med sig videre til næste valg, lyder vurderingen.

»Internettet husker og så husker vælgerne også. Det er uklogt og kortsigtet,« siger Søs Marie Serup.