Fodboldlegenden Ronaldinho sad bag tremmer i 32 dage sidste år.

Og nu kan den 41-årige tidligere FC Barcelona-stjerne måske se frem til en ny tur i fængsel. Det skriver flere internationale medier – eksempelvis Daily Mail.

Denne gang er det en strid med ekskæresten, som kan betyde, at Ronaldinho får sin frihed taget fra sig.

Det handler om penge. Ronaldinho skylder således sin ekskæreste Priscilla Coelho penge, og han har fået indtil 1. december til at betale sin gæld.

Foto: RONEN ZVULUN
Vis mere

Hvis det ikke sker, risikerer den verdenskendte brasilianer en fængselsdom. Derudover vil alle hans aktiver blive indefrosset.

Ekskæresten Priscilla Coelho har sat sin advokat Bruno Medrado på sagen. Og meldingen fra advokaten er meget klar: Ronaldinho skal betale.

Da Ronaldinho kom i fængsel i 2020, skyldtes det, at han blev taget med falske dokumenter sammen med sin bror i Paraguay.

Fodboldikonet nåede at spille lidt fodbold med sine medfanger i fængslet, inden han blev løsladt mod kaution. Summen lød på cirka 11,6 millioner danske kroner.

Det er ikke længe siden, at Ronaldinho blev set offentligt sidste gang. Han var nemlig i omdiskuterede Qatar sammen med Samuel Eto'o, som han spillede sammen med i FC Barcelona.