De flåede babyen ud af hendes arme. Tog hendes penge, bagbandt hende og smed barnet i et soppebassin.

Kort efter druknede den lille pige, mens moderen rædselsslagen så til.

Et hjemmerøveri i Ecuador forleden var så brutalt, at det skaber overskrifter langt uden for landets grænser.

Det skriver avisen The Sun.

I weekenden brød to ukendte gerningsmænd ind hos Angelica Murillo. Hun bor med sin mand og børn i landdistriktet San Pedro de Suma i provinsen Manabi i den vestlige del af Ecuador.

Den unge mor var i gang med at bade sin ni måneder gamle datter, da mændene ringede på og udgav sig for at være fra et hundevaccinationsprogram.

Da hun afviste dem med beskeden om, at hun ikke havde nogle kæledyr, trængte de fremmede mænd ind i huset.

For at presse kvinden til at give dem penge, smed de hendes baby i et soppebassin. Derefter gav hun dem, hvad der svarer til omkring 6.000 danske kroner, men det var gerningsmændene åbenbart ikke tilfredse med.

Derfor bandt de den ulykkelige mor, så hun ikke kunne komme barnet til undsætning.

Mændene stak af på motorcykel, og det lykkedes Angelica Murillo at tilkalde hjælp hos naboen, hvor hendes 12-årige datter var på besøg. Men selvom den store datter fik skåret sin mor fri, og de fik babyen op af bassinet, var det for sent:

Den lille pige var død.

De to gerningsmænd er fortsat på fri fod.