Selvom han er blevet 40 år, kan Zlatan Ibrahimovic stadig gøre sig gældende på allerhøjeste niveau.

Det viser han løbende for AC Milan, hvor den svenske superstjerne eksempelvis står noteret for fem mål i Serie A i denne sæson.

Men selvom evnerne stadig rækker til øverste hylde, indrømmer Zlatan, at kroppen er ved at være slidt.

»Det er ikke nemt. Hver dag, når jeg vågner, så har jeg smerter overalt,« afslører Ibrahimovic i et stort interview med engelske The Guardian.

Angriberen fastslår dog, at han ikke har tænkt sig at lade sig pensionere på grund af smerter – i hvert fald ikke endnu.

»I morges havde jeg smerter overalt, men så længe jeg har et mål, så længe jeg har adrenalin, så fortsætter jeg. Jeg ved, jeg nok skal komme frem til noget godt. Jeg er nødt til at arbejde for at holde mig selv på toppen,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil fortsætte med at gøre det, så længe jeg kan. Jeg vil ikke have den fortrydelse, hvis jeg skulle stoppe, at jeg så sidder om et par år og siger: 'Jeg kunne have fortsat, fordi jeg havde det godt'. Det er bedre at være fuldstændig færdig og sige: 'Jeg kan ikke gøre det her mere'. Men jeg kan stadig gøre det – og det gør jeg.«

Zlatan Ibrahimovic' kontrakt med AC Milan udløber til sommer. Ifølge italienske La Gazetta dello Sport arbejdes der dog lige nu på en forlængelse indtil sommeren 2023.