Umut Sakarya har fået briller – et par firkantede guldbriller, der passer til hans tyrkiske alter ego. Og han er begyndt at gå til psykolog.
Det har ændret hans liv, for pludselig er han blevet opmærksom på detaljer, han ikke før kunne se. Han kan se bladene på træerne, og han kan se, hvordan han hidtil har levet sit liv.
Kokken, der stammer fra de anatolske sletter i Tyrkiet, ejer sammen med sin partner Guldgrillen og Guldkroen på Nørrebro, hvor ingredienserne til en god aften består af gris, sovs, masser af Fernet Branca og fællessang.
Umut Sakarya er verdensmester i at sætte gang i en god fest. Men for et år siden gik han ned, med det, han selv kalder en blanding af stress og af 'at miste glæden'.
»Jeg kunne ikke overskue andet end at spise chokolade og se Netflix. Jeg kunne ikke engang overskue at være i min egen forretning. Jeg var ked af det, og i morgen var bare en ny dag, hvor jeg skulle det samme – igen. Jeg var halvdeprimeret og sov og sov og sov.«
Normalt elsker Umut Sakarya selskab – jo større des bedre, men pludselig kunne han ikke længere lide at være i flok.
»Når jeg gik i byen eller til arrangementer, følte jeg, det kvalte mig, og jeg blev nødt til at gemme mig eller drikke mig ned for at kunne være med.«
De sidste fem år har den 31-årige haft ualmindeligt travlt. Ved siden af de to restauranter, hvor der ofte er fuldt hus og fest til langt ud på natten, åbnede han sidste år to kebabrestauranter. Han har sit eget sjusfirma, sit eget tøjmærke, har udgivet en kogebog, deltaget i diverse tv-programmer og havde sågar planer om at åbne et taxaselskab.
»Det er gået om ikke fra 0 til 100 kilometer i timen, så i hvert fald fra 30 til 100 i meget, meget hurtigt tempo.«
Nedturen ramte, da han kom hjem fra optagelserne til tv-programmet 'Over Atlanten'. Mens han sejlede – og lavede mad til blandt andre Lars Løkke Rasmussen, Sara Bro og Felix Schmidt – havde han for første gang i lang tid ro til at tænke over sit liv og mødte tvivlen:
»Spørgsmål – om hvorfor jeg egentlig skulle åbne fem restauranter? Hvorfor jeg skulle tage til en reception eller en fødselsdag? Hvorfor jeg skulle sige ja til at gøre alt muligt mærkeligt, som jeg egentlig ikke havde lyst til – begyndte at rumstere i mit hoved.«
»Jeg opdagede, at jeg har en grænse for, hvor meget jeg kan præstere, og at jeg havde overskredet den grænse for længe siden. Jeg gjorde meget for andre og alt, alt, alt for meget for min forretning, men jeg havde mistet mig selv på vejen.«
Da det gik op for ham, at nedturen – ligesom det dårlige syn – ikke ville gå over af sig selv, fandt han i sensommeren to psykologer og har siden gået i terapi-fire timer om måneden.
»Det er ikke nemt. Jeg skal kigge på mig selv og kan pludselig se fejl. Ting, som jeg tænkte var hyggelige, opdager jeg, slet ikke var hyggelige. Men det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.«
Pludselig kunne han se, at der var 'for meget hygge og for meget druk', og at tonen på de sociale medier var blevet for hård – selv for ham.
Umut Sakarya er mere end almindelig aktiv på de sociale medier. Flere gange dagligt lægger han billeder op af sig selv, sine gæster og sine tanker om alt fra politik til den rigtige måde at jævne en sovs. Når han scroller ned over sine konti, må han erkende, at han nogle gange er gået for vidt i jagten på likes og et godt grin.
Det skete for eksempel i Facebook-gruppen 'Team Grease', hvor han mødes med andre 'kødelskere' (læs: mænd) og på sin kærestes fødselsdag delte følgende opslag: 'Min opvaskemaskine har fødselsdag'. Opslaget, der i hans verden hører til i kategorien 'gak og gøgl', bragte ham i en gevaldig shitstorm for at være sexistisk.
Derhjemme på sofaen havde han tid til at gennemspille og granske sine opslag:
»Havde jeg været fair over for andre? Var den måde, vi skrev sammen på i Team Grease egentlig rimelig? Folk, der kender mig, ved godt, at jeg ikke er sådan en idiot, så hvorfor fanden skrev jeg sådan,« spurgte han sig selv.
Nu tænker han sig om en ekstra gang, inden han skriver. De seneste to måneder har i det hele taget budt på store forandringer i kokkens liv. Han har afhændet de to kebabrestauranter, droppet alle tanker om at skulle køre taxa og har lavet en ny personalepolitik for sine 25 ansatte:
»Jeg jager stadig – bare andre ting – og jeg er begyndt at sætte langt flere personlige grænser. Det har jeg aldrig prøvet før.«
Når han får en idé, er han begyndt at stille sig selv følgende spørgsmål:
1: Har jeg lyst til det?
2: Giver det mening?
3: Er det godt for andre?
Før var han indædt modstander af orden og kontrol. Festen havde magten:
»Det var ren guerilla og kamikaze. Når det var weekend, gik det hurtigt, hurtigt derudad. Jeg kom hjem klokken 5 om morgenen, tog en hurtig morgenmad og så af sted i gang,« siger han.
Det var ham, der satte festen i gang, skålede i Fernet Branca og drak ikke bare sine gæster, men også sig selv og sine ansatte fulde. Det er slut nu:
»Ingen mennesker – inklusive mig selv – får det godt, hvis de skal drikke ti shots for at gå på arbejde. Nu har jeg gjort det forbudt at drikke på arbejde. En 18-årig, der arbejder her, skal fandeme ikke lære at drikke, hun skal lære at yde en god service og lære arbejdsdisciplin.«
Fremover skal det være 'prestigefyldt at have arbejdet hos Umut Sakarya', siger han, der nu har sat sig selv fast på vagtplanen.
»En dag som tjener og en dag i køkkenet, så jeg ikke løber rundt og laver alt muligt mærkeligt. Jeg bliver ekstremt glad af at lave mad, hjælpe andre, have gæster og sørge for, at folk har en god aften. Det er stadig pissehyggeligt, og vi danser og synger, men det er ikke længere en smadre-fest. Personalet går ikke længere halvsnalrede fra arbejde, og i dag sover jeg ordentligt. Jeg har brug for struktur for ikke at brænde sammen.«
Forandringen er sket inden i ham, men kan ses og mærkes af de ansatte på Guldkroen og Guldgrillen, af hans kæreste, Johanne Havshøj, og hans venner:
»Det smitter af på alle mine relationer. Pludselig får vi andre ting at tale om, end hvor mange tømmermænd vi har haft, hvor meget vi har drukket, eller hvor mange Michelin-restauranter vi har besøgt den uge.«
Lige nu vil han gerne snakke om tomatplanter. For han har købt et kolonihavehus i Odense – tæt på sin mor. Og han er begyndt at tænke over, at børn og ægteskab også er en del af livet.
»Jeg har opdaget, at jeg er blevet mere forsigtig, når jeg skal over vejen … Jeg er blevet bange for at dø. Det har jeg aldrig været før. Jeg har aldrig før haft en følelse af, at det betød noget, men jeg kan faktisk godt lide at være her.«
Er du blevet voksen?
»Det synes jeg ikke, men jeg har måske fundet en mere humanistisk måde at leve og være på. Jeg tænker lige tre sekunder længere frem.«
