Det særlige sundhedsberedskab i Aarhus, som står klar til at modtage smittede borgere, der gerne vil stemme, har fået omkring 60 henvendelser fra smittede.

Det oplyser Aarhus Kommune til B.T. Aarhus.

»De første kontaktede os allerede for et par dage siden. Vi havde ikke nogen forventning, om hvor mange der ville henvende sig. Men vi er rigtig glade for, at borgerne er så bevidste om at tage hensyn,« siger Marianne Vejlgaard Kristensen, der er frivilligkoordinator i kommunes valgsekretariat.

Følg B.T.s liveblog, der dækker kommunalvalget intenst, her.

Sundhedsberedskabet sørger for, at de smittede vælgere ikke går ind på selve valgstederne, og at de i stedet kan stemme fra deres bil eller i telte, der står uden for valgstederne.

»Vi har runnere, der modtager de smittedes valgkort og henter stemmesedlerne fra stederne, så de smittede er adskilt fra de øvrige vælgere. Vi har taget alle forholdsregler i forhold til de smittede. Det er trygt og sikkert at stemme på valgstederne,« forklarer Marianne Vejlgaard Kristensen.

Sundhedsberedskabet består lige nu af fire medarbejdere, der kører rundt til de forskellige valgsteder og håndterer de smittede, der efter aftale gerne vil stemme.

Derudover er der også medarbejdere ved teltene, der står uden for valgstederne, der kan håndtere de smittede borgere, der gerne vil stemme.